En usædvanlig sag har onsdag formiddag udspillet sig i McDonald's i Kastrup.

En mand dukkede op i fastfood-restauranten – med blod på hænderne.

Det fortæller vagtchef Henrik Brix fra Københavns Politi.

»Vi fik en anmeldelse klokken 09.36 om en mand, der er kommet gående ind på McDonald's, og efter han havde været der noget tid, bad han personalet om at ringe efter en ambulance,« siger han og fortsætter:

Foto: presse-fotos.dk
Vis mere

»Og der bemærker de, at han har blod på hænderne.«

Politiet kørte derfor ud til stedet på Kystvejen for at tjekke, hvad der var sket – men da de kom frem, var manden forsvundet fra stedet.

»Så vi prøver at finde ud af, hvad det er, der er foregået, men vi ved det ikke på nuværende tidspunkt,« siger Henrik Brix.

I øjeblikket er McDonald's-restauranten spærret af.

»Vi har spærret af i tilfælde af, at der er sket en forbrydelse, så vi kan få det undersøgt nærmere. Hvis det er, der ikke er sket noget særligt, så kan vi pakke det samme igen og køre hjem. Men vi er i gang med at undersøge, hvad der er sket,« siger vagtchefen.

Der er for nuværende ikke et signalement af manden.