En vejskat på lastbiler og personbiler skal være med til at finansiere, at flere danskere i fremtiden køber elbiler.

Det foreslår den Bilkommission, der kl. 12 mandag præsenterer sine forslag til en grøn omstilling.

Kommissionen lægger op til, at der fra 2023 indføres en årlig vejafgift på 1.000 kroner for danske og udenlandske person- og varebiler.

Kommissionen foreslår desuden en grundlæggende omlægning af bilafgifterne.

Det skyldes, at det nuværende afgiftssystem ikke giver et særligt stort provenu til staten, når det drejer sig om elbiler.

For eksempel er brændstofafgifterne højere for almindelige biler end for grønne elbiler.

Derfor vil en stor udbredelse af elbiler i Danmark udhule statskassens indtægter fra bilafgifter.

Bilkommissionen foreslår på den baggrund 'et mere enkelt afgiftssystem end i dag baseret på en værdibaseret afgift med et CO2-tillæg – samt sanering af fradrag for sikkerhedsudstyr'.

Desuden foreslås det, at ejere af mindre elbiler løbende får et tilskud.

En række partier blev i sidste uge orienteret om Bilkommissionens arbejde ved møder i Skatteministeriet.

I dag er kun 1,5 procent af de i alt 2,7 millioner biler i Danmark grønne biler.

B.T. liveblogger fra præsentationen af Bilkommissionens arbejde.

Det finder sted i DGI Byen i København klokken 12.