Radikale Venstre vil have thailandske Mint, som B.T. har skrevet en række artikler om, og 69 andre udviste børn hjem til Danmark.

Det fortæller Sofie Carsten Nielsen til B.T. på Christiansborg.

Det er en del af aftalen om en ny regering, fortæller Sofie Carsten Nielsen fra De Radikale.

»Ja, og det er jeg rigtig, rigtig glad for. Vi har forpligtet os til, at de 70 børn, der er i den knibe, kommer hjem. Der bliver lavet en opsamlingslov, som sikrer, at de kommer til Danmark,« fortæller Sofie Carsten Nielsen om de udviste børn.

I aftalen mellem de fire partier, som blev indgået tirsdag aften, kan man læse, at:

'De cirka 70 børn, der er kommet i klemme på grund af integrationsvurderingen fra 2016 og til nu, hjælpes ved, at de får tre måneder til at søge om familiesammenføring ud fra kriterierne i den nye lovgivning, selvom deres forældre har væert her længere,' står der i aftalen.