Mystikken om statsministerens slettede mink-sms'er tager til i styrke.

Mette Frederiksen og hendes nærmeste rådgivere har automatisk slettet deres sms'er efter 30 dage.

Men hvis man læser de officielle sikkerhedsråd til embedsværket, står der ikke et eneste ord om det. Der er derimod nogle andre anbefalinger.

I de 15 sikkerhedsråd fra Center for Cybersikkerhed, som rådgiver centraladministrationen, står automatisk sletning af sms'er ikke nævnt en eneste gang.

Det viser B.T.s gennemgang.

Mette Frederiksen fortalte ellers til B.T. torsdag, at hun netop var blevet rådet til det.

»Jeg har modtaget rådgivning i Statsministeriet om automatisk sletning af sms'er, blandt andet af sikkerhedshensyn, og den rådgivning har jeg efterlevet,« sagde statsministeren.

Hos Center for Cybersikkerhed anbefaler man til gengæld, at telefonerne indstilles til at slette indholdet efter ti fejlslagne forsøg på at indtaste koden.

Det skal beskytte indholdet, hvis telefonen bliver stjålet.

Folketingets åbningsdebat. Folketingssalen. Statsminister Mette Frederiksen.
Folketingets åbningsdebat. Folketingssalen. Statsminister Mette Frederiksen. Søren Bidstrup

Et andet råd er, at ministeriets it-afdeling skal bruge en Mobile Device Management-løsning til at slette data fra enheden, hvis den bliver stjålet.

På den måde er automatisk sletning slet ikke nødvendig.

Det er stadig uvist, hvem der har rådet Mette Frederiksen til at slette sms'er efter 30 dage. Hun vil ikke svare præcist på, hvor det råd kommer fra.

»Mette Frederiksens forklaringer bliver mere og mere fordækte og utroværdige,« siger Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde og tilføjer:

»Det er helt tydeligt, at statsministeren og hendes tre nærmeste rådgivere bevidst har slettet alle deres sms’er fra de afgørende dage omkring Mette Frederiksens ulovlige ordre om at udrydde er helt erhverv.«

»Dermed har de modarbejdet kommissionens arbejde med at få alt frem i lyset. Det er en meget alvorlig sag. Det er strafbart at bortskaffe sig bevismateriale til en offentlig undersøgelse. Og jeg er bekymret på retssamfundets vegne,« siger Løhde.

Det kan dog ikke afvises, at Mette Frederiksen og hendes nærmeste rådgivere har fulgt de officielle sikkerhedsråd, men blot har lagt et ekstra sikkerhedslag med automatisk sletning oven på.

B.T. har spurgt Statsministeriet, hvorfor man sletter sms'er automatisk, selv om det slet ikke anbefales af Center for Cybersikkerhed.

Men Statsministeriet har ikke villet svare på spørgsmålene og henviser til Mette Frederiksens tidligere udtalelser.

Mette Frederiksen, stabschef Martin Justesen, departementschef Barbara Bertelsen og topembedsmand Pelle Pape har alle indstillet deres telefoner til at slette deres sms'er automatisk efter 30 dage.

Derfor er flere centrale sms'er under minkforløbet foreløbigt væk.

I Miljøministeriet fik embedsfolkene ifølge Jyllands-Posten allerede i maj klar besked på ikke at slette sms'er eller noget andet materiale, der kunne være relateret til minksagen.

Efter B.T. tidligere på ugen afslørede sms-sletningen, har Justitsministeriet nu bedt politiet om at hjælpe med at genskabe sms'erne, så de kan indgå i Minkkommissionen, som lige nu undersøger regeringens ulovlige minkaflivning.