Danmarks nye klimaminister Dan Jørgensen (S) er ikke ligefrem selvtillidsfuld, når det kommer til at nå regeringens mål om at reducere drivhusgasser med 70 procent i 2030.

Socialdemokratiets egen målsætning lød på 60 procent, og det var 'i forvejen ambitiøst', siger Dan Jørgensen til Avisen Danmark.

»Jeg må være ærlig at sige, at jeg ikke ved, hvordan vi skal nå det (de 70 procent, red.). Det har vi også sagt åbent - at vi skal finde løsningerne hen ad vejen,« siger han til avisen og fortsætter:

»Vi skal nok nå det, men det bliver ikke bare svært - det bliver ualmindeligt svært. Men vi når det, og vi regner sådan set også med, at vi vil blive presset til det. Både af de personer og partier, vi har lavet aftalen med, men også af danskerne.«

Dan Jørgensen overtager posten som klimaminister fra Lars Christian Lilleholt (V).

Netop klimaet var et af valgkampens helt store buzzwords, som politikerne konkurrerede om at benytte mest muligt.

Dan Jørgensen er da også overbevist om, at han er en de ministre, som der vil blive holdt ekstra øje med, da klimaet fylder ekstremt meget i danskernes bevidsthed.

Til Avisen Danmarks spørgsmål om, hvorvidt han er skræmt af det sprængfarlige potentiale i klimadagsordenen, svarer Dan Jørgensen, at 'adrenalinet pumper rundt i kroppen', men at han er 'spændt' på opgaven og føler, at han 'er på vej ud for at fange en gazelle.'

Regeringen har allerede erkendt, at det især bliver svært at nå den sidste del af målet fra 65 procent til 70 procent.

Gaven i form af en Harry Potter-figur med en tryllestav fra den afgående minister Lars Christian Lilleholt til overtager Dan Jørgensen var da også med en slet skjult hentydning til, at der skal magi til for at nå målet.

»Hvis det skal lykkes, så tror jeg ikke en lommeregner er nok. Så bliver det nødt til at være en tryllestav, for så er der et eller andet, der skal trylles frem. Og det skal gå rimeligt hurtigt,« har Lars Christian Lilleholt udtalt til Ritzau i forbindelse med gaven.

Dan Jørgensen har indtil videre endnu ikke udtalt sig om, hvilken opgave han vil tage fat på som den første i sin nye stilling som klimaminister.