»Den valgaften om forsvarsforbeholdet sidder i mig endnu.«

Sådan lyder det nu fra Kristian Thulesen Dahl, der til B.T. fortæller, hvad der er årsag til, at han stopper i Folketinget efter næste valg.

For ham var det et »definerende øjeblik« at høre den nuværende formand Morten Messerschmidt og DF-stifter Pia Kjærsgaard komme med kritik af, at han ikke mødte op på Christiansborg efter afstemningen om EU-forsvarsforbeholdet 1. juni.

»Jeg sidder sammen med min familie og ser på skærmen, at min nuværende partiformand og Pia Kjærsgaard, jeg i så mange år har arbejdet tæt sammen med, kan få det gjort til så stort problem, uden de på noget tidspunkt forsøger at komme i kontakt med mig,« siger han og tilføjer.

»At det stadig sidder i mig, gør det svært at tro på, at det kommer til at fungere.«

Så da du så Messerschmidt og Pia Kjærsgaard på skærmen på valgaftenen, så var det afgørende for, at du nu vælger ikke at genopstille til Folketinget?

»Det var et definerende øjeblik. Det var det,« siger Kristian Thulesen Dahl.

Han fortæller, at det også har bygget op til beslutningen, at en del DF'ere den seneste tid har forladt partiet.

»Selvfølgelig er jeg også påvirket af, at mange den sidste uges tid har meldt sig ud af partiet. Det er ikke bare gode medlemmer, det er også bestyrelsesmedlemmer, byrådsmedlemmer og en rådmand i Aalborg. Det er rigtig mange af dem, jeg har arbejdet tæt med, og det påvirker også min beslutning,« siger han.

Betyder det så også, at du melder dig helt ud af Dansk Folkeparti efter næste valg?

»Det er ikke sådan, at jeg så dagen efter valget bare river mit medlemskort over. Jeg har været medlem så lang tid og med til at stifte partiet, og jeg har altid haft den tanke, at den dag jeg stiller træskoene, så er der nogen, der skal afmelde kontingentet i betalingsservice,« siger han.

Kristian Thulesen Dahl, du kan jo ikke have medlemskab af Dansk Folkeparti, hvis du skifter til andet parti. Så er det hundrede procent sikkert, at du ikke skifter til et parti Inger Støjberg eventuelt stifter?

»Nej, jeg har sagt hele tiden, at det med at give garantier i forhold hypotetiske situationer. Det ønsker jeg ikke at gå ind i. Jeg holder øjne og ører åbne, og så er det klart, at så må jeg tage stilling ligesom alle andre må, når der sker noget nyt. Hvis Inger Støjberg stifter parti, så må vi taget stilling til det,« siger han.