Dansk Folkepartis eksformand Kristian Thulesen Dahl formåede at tiltrække sig opmærksomhed og overskrifter onsdag aften, fordi han udeblev fra valgaftenen i forbindelse med folkeafstemningen om det danske EU-forsvarsforbehold.

DF-formand Morten Messerschmidt kaldte det mærkeligt, at Thulesen Dahl, som er forsvarsordfører, blev væk. Og ifølge politisk ordfører Hans Engell ligner Thulesen Dahl en færdig mand i DF.

Engell vurderer, at eksminister Inger Støjberg inden længe annoncerer etableringen af et nyt parti med sig selv i spidsen, og at Thulesen Dahl kommer med om bord hos Støjberg.

»Der er en isnende kulde mellem Thulesen Dahl og Messerschmidt. Jeg udlægger det også på den måde, at vi formentlig står foran et stort opgør internt i DF.«

»Vi må regne med, at Inger Støjberg inden længe meddeler, at hun etablerer sit eget politiske parti. Og sandsynligheden peger i den grad på, at Thulesen Dahl tilslutter sig det parti. Så vi taler om, at Thulesen Dahl er på vej ud af DF,« siger Engell.

Netop Thulesen Dahl og Støjberg har den seneste tid ført valgkamp sammen for at få sikre et nej til folkeafstemningen. DF anbefalede ligeledes et nej. Thulesen Dahl og Støjberg havde et samarbejde, selv om Støjberg ikke er medlem af DF.

Støjberg er heller ikke medlem af Folketinget, efter at et flertal i Folketinget vurderede hende som uværdig, da hun i december blev idømt 60 dages fængsel i Rigsretten.

Thulesen Dahls fravær skyldtes ifølge ham selv et familiearrangement, som han gerne ville deltage i.

»Det lyder som et bekvemmelighedsargument. Ikke som den reelle forklaring,« siger Engell.

»Jeg tror, at han ikke gad stå sammen med Messerschmidt og forklare det nederlag, som det endte med,« siger Engell med henvisning til, at det endte med et ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet.

DFs pressechef, Erik Bjørn Møller, har til Ekstra Bladet oplyst, at Thulesen Dahl oprindelig var tilmeldt partiets fest, men at han onsdag meldte fra.

Messerschmidt har ingen kommentarer til pressen før partiets gruppemøde torsdag morgen. Han gik således forbi pressen og undlod at svare på spørgsmål. Thulesen Dahl dukkede ikke op til gruppemødet.

/ritzau