Gennem flere år har folketingspolitiker Naser Khader (K) kontaktet sine kritikeres arbejdspladser med trusler – og sidst i 2020 gik det ud over Tarek Ziad Hussein.

»Det var så grænseoverskridende, og det er helt forkert af en politiker at opføre sig sådan. Naser Khader overskred en rød linje, da han forsøgte at få mig fyret,« siger Hussein, der er fuldmægtig i Justitsministeriet, debattør og forfatter til Berlingske.

Den 22. december sidste år modtog han et opkald fra en chef i Justitsministeriet, som fortalte ham, at folketingspolitiker Naser Khader havde kontaktet arbejdspladsen med en anklage om, at Tarek Ziad Hussein var islamist.

Det skete, umiddelbart efter at Hussein den 21. december 2020 skrev et Facebook-opslag, som begyndte med:

»Lad os lege en leg. Hvem er jeg?«

Herefter listede han en række punkter op, som blandt andet »jeg har truet en kvinde med hævnporno«, »jeg har tyvstjålet/plagieret en stor del af min bog«, og »jeg mener at forsvarsadvokater har et medansvar for deres klienters forbrydelser«.

I kommentarfeltet løftede Tarek Ziad Hussein sløret for, at opslaget handler om Naser Khader, hvor punkterne læner sig op ad historier, der tidligere har været fremme om politikeren.

Herefter modtog Hussein et opklad fra Justitministeriets HR-chef.

»HR-chefen fortæller mig, at folketingspolitiker Naser Khader har klaget over mig,« siger Tarek Ziad Hussein, der understreger, at Justitsministeriet har bakket op om hans ytringsfrihed som offentligt ansat.

Af dokumenter fra Justitsministeriet i sagen fremgår det, at Naser Khader via sin folketingsmail 22. december 2020 skrev til chefen for politik- og ledelsessekretariatet i Justitsministeriet:

»Hej Ditte. Fortroligt. Ham islamisten (Tarek Ziad Hussein) er ansat hos jer som fuldmægtig. Han er besat af mig og laver en hel opdatering om Inger, Messerschmidt, Pia K, Pernille V og mig. Her hans seneste opdatering om mig, hvor han anklager mig for noget kriminelt – hævnporno. Ved du hvem hans chef er? Skal jeg klage over ham? Eller spild af tid? Naser.«

Justitsministeriet skrev efterfølgende til Tarek Ziad Hussein, at Naser Khader senere havde fortrudt e-mailen, og at ministeriet ikke foretog sig yderligere, men at henvendelsen ville blive journaliseret i Husseins personalesag.

»Nu kan en nuværende eller kommende chef se i min personalemappe, at en højtstående folketingspolitiker har klaget over mig og beskyldt mig for at være islamist,« siger Tarek Ziad Hussein, der er helt indforstået med, at han har været ude med riven over for Naser Khader og også må forvente et modtryk, men:

»Det er simpelthen ikke i orden at bevæge sig over den her røde streg og kontakte min arbejdsgiver. Magthavere skal kunne tåle kritik.«

Og Hussien er ikke alene. Berlingske har talt med i alt otte personer, der beretter om direkte eller indirekte trusler fra Naser Khader.

Naser Khader har blandt andet beskyldt personerne for at være »antidanske«, bringe mellemøstlige bazar-løgne, ligesom han har kontaktet flere af personernes arbejdspladser.

Hverken Naser Khader eller De Konservative har ønsket at kommentere på historien.