»Det er ikke særligt grønt, det er faktisk noget lort.«

Sådan lyder det fra SFs Brian Dybro på spørgsmålet om, hvad grønt, der er i, at partiet hænger omkring 1000 valgplaktaer op i hele Odense lørdag.

»Så mange plakater har vi jo heller ikke i SF, der er jo nogle af de borgerlige partier, der har mange flere. Og så hører det sig jo med, når der er valgkamp,« tilføjer spidskandidaten.

I den borgerlige lejr vil de Konservatives Søren Windell dog ikke ud med, hvor mange plakater hans eget parti hænger op. Dog fortæller rådmanden, at han ikke vil være forbavset, hvis der bliver hængt op mod 35.000 plakater op i Odense Kommune fra de forskellige partier.

Søren Windell (K) mener, at valgplakater hører sig til under et valg. Foto: Jeppe Kanstrup
Søren Windell (K) mener, at valgplakater hører sig til under et valg. Foto: Jeppe Kanstrup

»Det her er en markering i det offentlige rum af, at der kommer et valg, og at vi skal stemme,« siger Søren Windell.

Begge partispidser understreger, at deres plakater afleveres i specielle containere efter valgkampen, og at materialerne er de mest miljøvenlige på markedet.

For de kandidater, som B.T. har talt med, er det vigtigt at kunne fortsætte med at bruge valgplakaterne, også selvom sociale medier fylder mere, og der er et stort fokus på klimaet.

»Hvis man er fraværende i lygtepælene, så spørger folk, ‘stiller du ikke op eller hvad?’. Det handler om at være synlig,« fortæller Brian Dybro fra SF.



»Som ny kandidat er det super vigtigt at markere, at man stiller op. Jeg møder mange i min egen omgangskreds, der stadig ikke ved det, selvom jeg ikke har snakket om andet det sidste halvandet år,« siger Nicolai Busch Bæhrenz, der er en del af Venstres Ungdom og stiller op til kommunalvalget for første gang for Venstre.

Han har gjort sit for at gøre plakaterne endnu grønnere. Han har sammen med sine frivillige i over 100 timer rengjort gamle genbrugsplader og påklistret nye plakater.

Der findes også alternativer til plastikplakaten, som de fleste benytter. Foto: Jeppe Kanstrup
Der findes også alternativer til plastikplakaten, som de fleste benytter. Foto: Jeppe Kanstrup



»Vi har pillet syv plakater af den plade, hvor der sad flest på. Det vil sige, at den har været brugt til syv valg. Det er der nok ikke nogen af de andre, der kan prale med,« fortæller Nicolai Busch Bæhrenz.

Valgplakaterne skal ifølge loven være fjernet igen otte dage efter valget, der finder sted tirsdag den 16. november.