Debatten om genåbning af alle efterskoler og højskoler har været hæsblæsende på Christiansborg.

Først afviste regeringen kravet fra de borgerlige partier 23. februar, da de forhandlede om første genåbningsfase. Det var simpelthen en for stor risiko at løbe, lød argumentet fra justitsminister Nick Hækkerup.

Men to uger senere meddelte regeringen, at det lige pludselig godt kunne lade sig gøre at åbne for samtlige efterskoler og højskoler i hele landet fra 15. marts.

Nu viser et notat, som B.T. er i besiddelse af, at regeringen allerede i starten af marts vidste, at åbningen af højskoler og efterskoler vil have en meget lille effekt på antallet af indlæggelser.

»Åbning af efterskoler og højskoler vurderes at kunne medføre en stigning i det daglige antal nyindlæggelser på 5 % medio april i forhold til den allerede planlagte genåbning af d. 1. marts. Der er flere forbehold og usikkerheder ved beregningen,« skriver ekspertgruppen i notatet, der er dateret til 4. marts.

Ekspertgruppen og SSI vurderede, at den første genåbning, som ikke inkluderede alle efterskoler og højskoler, vil medføre cirka 870 indlæggelser og 113 daglige nyindlæggelser i midten af april. Et tal, som SSI allerede har nedjusteret.

Notatet viser dog, at den landsdækkende genåbning af efterskoler og højskoler blot vil hæve antallet af daglige nyindlagte fra 113 til 118 personer midt i april.

Men de fem daglige nyindlæggelser – som er behæftet med stor usikkerhed – var altså nok til, at regeringen i første omgang ikke turde åbne for alle efterskoler og højskoler, men kun efterskoler i Nordjylland, Vestjylland og på Bornholm.