Teknik- og Miljøborgmester i København Ninna Hedeager Olsen er tilbage i arbejde.

Det oplyser hun selv tirsdag til medlemmer af Enhedslisten København.

'Jeg er, som I måske har læst i medierne, tilbage på posten som Teknik- og Miljøborgmester fra i går mandag den 9/9 2019.'

'Det har været nogle hårde måneder for både mig, gruppen på rådhuset, Københavnsbestyrelsen og hele partiet, men nu er vi klar til at se fremad og tage fat på det arbejde, der ligger foran os,' skriver hun.

Teknik- og Miljøborgmesteren har været sygemeldt i fire måneder.

Sygemeldingen kom efter, at en mand blev sigtet for voldtægt af en kvindelig gæst i forbindelse med en fest i borgmesterens lejlighed.

Manden er siden blevet tiltalt, og retssagen verserer for tiden ved Københavns Byret.

Den påståede voldtægt skal ifølge anklagen være sket 31. marts. Dommen ventes 25. september.

Som følge af sagen skrev Ninna Hedeager Olsen 7. april på Facebook, at hun af professionelle var blevet opfordret til at "trække stikket i en kortere periode".

Men nu er hun altså tilbage på rådhuset.

'Vi vil i gruppen på rådhuset fokusere på de store opgaver, vi har i den kommende periode, hvor vi både skal forhandle budget for København og vedtage den kommuneplan, der kommer til at forme byens udvikling de næste mange år,' skriver hun til Enhedslisten København.

'Det er vigtigt for mig at være i dialog med jer i afdelingerne og tale med jer om alt fra overordnede politiske prioriteringer til de vigtige emner, som I ved særligt meget om i de enkelte afdelinger.'

'Det kunne være trafikale udfordringer, kampen mod boligspekulanter, for lokale grønne områder og meget mere.'

Borgmesteren opforderer direkte til, at medlemmerne opsøger hende og spørger hende til den hændelse, der har betydet fire måneders pause fra jobbet.

'I den forbindelse vil jeg også gerne give jer svar på de spørgsmål, I måtte have, om min sygemelding og tilbagevenden til jobbet.'

'Jeg vil derfor gerne opfordre jer til at invitere mig til møde i jeres afdelinger, og vil glæde mig til at møde jer igen,' skriver Ninna Hedeager Olsen.