For en uge siden meldte Liberal Alliance-profilen Christina Egelund sig ud af partiet. Kort tid efter fulgte Simon Emil Ammitzbøll-Bille trop.

Men nu tyder noget på, at Christina Egelund og Simon Emil Ammitzbøll-Billes dage i dansk politik måske alligevel ikke er talte.

To nye hjemmeside er nemlig blevet oprettet den 17. september i år.

Den ene hedder 'Partietfri.dk.' Den anden 'Partietfremad.dk'.

Dette screenshot er taget af B.T. lørdag aften. Nu er hjemmesiden Partietfri.dk lukket ned
Dette screenshot er taget af B.T. lørdag aften. Nu er hjemmesiden Partietfri.dk lukket ned
Vis mere

Den første indeholdt indtil for kort tid siden portrætfotos af, ja rigtig gættet, Christina Egelund og Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

Såvel Partietfri.dk som Partietfremad.dk er blevet oprettet af Anne Duramois, der så sent som i august hyggesnakkede med Christina Egelund i en Facebook-tråd.

Lige nu er hjemmesiden partietfremad.dk oppe i en rodet test-version.

I et hjørne dukker et navn op: Michelle Lagergaard.

Partietfri.dk blev oprettet den 17. september.
Partietfri.dk blev oprettet den 17. september.
Vis mere

Michelle Lagergaard har frem til september i år arbejdet som marketingsansvarlig i Jambo Feriepark, som ejes af familien Egelund.

På Facebook spekuleres der fra flere sider i, om et nyt parti er under opsejling.

Blandt andre har Anders Burlund, som tidligere har stillet op for Liberal Alliance, undret sig over hjemmesiden 'Partietfri.dk.'

Han skriver: 'Inden længe kommer der et nyt parti i Danmark. Partietfri.dk. Jeg ved ikke hvem der står bag, men har et godt bud. Domænet er registreret d.17 september. Det var vel og mærke inden LA blev erklæret for nationalkonservativt af to tidligere LAer.'

Christina Egelund var politisk ordfører for Liberal Alliance frem til valget i juni. Hun meldte sig netop ud af partiet den 20. oktober, fordi hun er uenig i partiets nye kurs under partiformand Alex Vanopslagh, som hun mener har drejet partiet i en nationalkonservativ retning.

Selv mener hun at stå for en liberal og internationalt orienteret linje. Da hun sagde farvel til Liberal Alliance, gjorde hun det klart, at det ikke var, fordi hun var træt af politik, men på grund af politisk substans.

»Det er, som om partiet invaderes af en stigende konservatisme – og så hører jeg ikke længere hjemme der,« sagde hun til Dr.dk

Hun ville over for DR hverken af- eller bekræfte, om politik er et overstået kapitel i hendes liv.

Mystikken bliver ikke indre af, at Christina Egelunds samlever den 4. oktober i år i det officielle virksomhedsregister, cvr-registeret, oprettede den frivillige forening 'Fremad' med c/o-adresse hos Anne Duramois.

Samtidig fremgår det af Social- og Indenrigsministeriets hjemmeside, at partierne 'Fremad' og 'Fri' er blevet godkendt som partinavne den 23. september i år.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille meldte sig ud af Liberal Alliance den 22. oktober og er i dag løsgænger.

B.T. har forgæves forsøgt at komme i kontakt med Simon Emil Ammitzbøll-Bille, Christina Egelund, Anne Duramois samt Michelle Lagergaard. Christina Egelunds samlever har B.T. været i kontakt med søndag morgen. Han lagde på, da B.T. forsøgte at få svar på, hvorfor han har oprettet foreningen 'Fremad'.