Vil du lytte til artiklen?
Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.
Allerede abonnement?
Vil du lytte til artiklen?
Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.
Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
»Nu er det nok. De har ingen respekt for regler og love.«
Det er en lettere ophidset Inger Støjberg, som B.T. taler med, efter en ny video fra Gellerupparken ved Aarhus er kommet frem.
Den viser over 30 muslimer samlet til fællesbøn på en parkeringsplads søndag aften, selv om forsamlingsforbuddet på højst 10 personer gælder indtil 8. juni.
»Det er er skandaløst, at beboere i Gellerup igen ser stort på reglerne. Det overrasker mig ikke, men det er et kæmpe problem under coronaepidemien, hvor alle andre ofrer noget for at begrænse smitten,« siger Inger Støjberg.
Ifølge Østjyllands Politi er fællesbønnen et klart brud på forsamlingsforbuddet.
»Vi havde fået et tip om, at der skulle være den her seance, så vi havde planlagt at køre derud. Desværre kommer vi for sent af sted,« siger Gert Bisgaard, fungerende politiinspektør hos Østjyllands Politi.
Fordi både kirker og moskéer har været lukkede under coronaepidemien, har der været flere eksempler på bønnekald fra offentlige pladser og på fodboldbaner under ramadanen.
For at undgå fællesbøn og store fællesmiddage efter solnedgang advarede udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye mod at holde ramadan, som man plejer.
'Plakater virker ikke'
Ministeriet har bl.a. lavet plakater på ni sprog for at informere muslimer i Danmark om coronaepidemiens begrænsninger for ramadanen.
»Ministeren kan sætte alle de plakater op, han vil. Det handler ikke om, at de ikke kender reglerne. De nægter bare at overholde dem,« siger Inger Støjberg.
»Et område som Gellerup er ikke længere dansk, men et mellemøstligt samfund, hvor folk føler sig hævet over loven.«
Men bønnen og bønnekaldene kommer ud i det offentlige rum, fordi moskéerne er lukkede. Hvorfor er der ikke plads til religionen i det offentlige rum, når det ikke går ud over nogen?
»For det første hører muslimske bønnekald slet ikke til i Danmark. Og for det andet måtte vi andre holde en påske uden at gå i kirke. Vi må kræve det samme af muslimerne.«
Fællesbønnen er et brud på forsamlingsforbuddet, men der er jo ikke noget ulovligt i at lave et bønnekald fra en fodboldbane?
»Nej, men i min verden hører den slags til i Mogadishu og ikke i et kristent land som Danmark.«
Du siger, at regeringens strategi med at bruge plakater til at informere om forholdsreglerne under corona slet ikke virker. Hvad skal man så gøre?
»Intet andet end en jernnæve hjælper. Vi må erkende, at Gellerup er fyldt med kriminelle, der er ligeglade med en plakat. Politiet må være massivt til stede, og det må være justitsministerens ansvar at sikre,« siger hun.
B.T. har afdækket, at indvandrere er overrepræsenteret i smittetallene. Tal fra Statens Serum Institut viser, at 18 procent af dem, der er testet positive for corona, er ikke-vestlige indvandrere eller efterkommere. Det er på trods af, at de kun udgør 9 procent af befolkningen.
»Det understreger bare, at indvandrere er en særskilt udfordring, når vi skal inddæmme coronavirussen,« siger Inger Støjberg.