Indvandrere fra ikke-vestlige lande er i højere grad blevet smittet med coronavirus i Danmark end etniske danskere.

Det fremgår af en ny rapport fra Statens Serum Institut.

I alt er 18 procent af dem, der er testet positive, ikke-vestlige indvandrere eller efterkommere. Det er på trods af, at de udgør 9 procent af befolkningen.

Omvendt udgør de etniske danskere 78 procent af de smittede mod 86 procent af befolkningen. De sidste fire procent er indvandrere fra andre vestlige lande, der har en lav smitteforekomst.

Patientstue og udstyr står klar på Hvidovre Hospital, der har en overvægt af indvandrere blandt de indlagte.
Patientstue og udstyr står klar på Hvidovre Hospital, der har en overvægt af indvandrere blandt de indlagte. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

»Indvandrere og efterkommere af indvandrere fra ikke-vestlige lande har altså samlet set en højere incidens (forekomst, red.) end danskere,« står der i rapporten.

Indvandrere med stor smitteforekomst kommer blandt andet fra Marokko, Somalia, Tyrkiet og Pakistan.

Rapporten fra Statens Serum Institut kommer efter, at overlæger fra to hospitaler har fortalt til B.T., at de har en overrepræsentation af indvandrere blandt de indlagte.

»Uden at jeg har lagt tallene sammen, så kan jeg også se på navnelisterne, at der er flere ikke-danske navne i forhold til, hvordan befolkningssammensætningen ellers er,« fortalte professor og overlæge Thomas Benfield til B.T. 22. april 2020.

Siden stemte Aarhus Universitetshospital i. Ud fra hospitalets database kunne Steffen Leth, der er 1. reservelæge og ph.d. på Aarhus Universitetshospital, fortælle, at indvandrere har stået for 18-20 procent af indlæggelserne.

»Det kunne godt se ud, som om der er en relativ overrepræsentation,« lød det fra Steffen Leth.

Professor og overlæge Thomas Benfield fra Hvidovre Hospital fortæller, at der er en overrepræsentation af indvandrere blandt dem, der er indlagt med coronavirus.
Professor og overlæge Thomas Benfield fra Hvidovre Hospital fortæller, at der er en overrepræsentation af indvandrere blandt dem, der er indlagt med coronavirus. Foto: Linda Kastrup
Vis mere

Ifølge Danmarks Statistik udgør andelen af ikke-vestlige indvandrere 12 procent i Aarhus Kommune.

De indlagtes etnicitet har været et stort debatemne i Sverige, hvor den svenske sundhedsstyrelse har opgjort etniciteten på smittede.

Opgørelsen viser, at personer med rødder i Irak, Tyrkiet, Syrien, Somalia og flere andre mellemøstlige og afrikanske lande er overrepræsenteret.

Ifølge Thomas Benfield fra Hvidovre Hospital er patienter med indvandrerbaggrund en ekstra udfordring, fordi forekomsten af diabetes er større, ligesom der er flere, der er overvægtige, har forhøjet blodtryk og/eller hjerte-kar-sygdomme.

»Det betyder, at de kan være mere udsatte, hvis de får coronavirus,« har han tidligere sagt til B.T.