Mette Frederiksen (S) drømmer om at blive statsminister. Morten Østergaard (R) drømmer om at sælge sin støtte så dyrt som muligt. Efter valget er banen mellem de to partiledere kridtet skarpt op.
På valgnatten sagde en selvsikker Morten Østergaard:
»Mette Frederiksen får chancen. Hvis hun vil med i min retning, får hun lov at blive statsminister.«
Efter det, der kun kan betegnes som et meget godt valg for De Radikale, har vælgerne sendt Morten Østergaard til forhandlingsbordet med så stærkt et mandat, at Mette Frederiksen har svært ved at komme uden om ham.
Lige siden Mette Frederiksen i juni sidste år meddelte, at hun drømte om at danne en ren socialdemokratisk regering, er forskellighederne mellem de to partier ellers kun blevet understreget – igen og igen.
Som to tidligere venner i skolegården har Frederiksen og Østergaard haft travlt med at bekræfte hinanden i:
'Jeg har slet ikke brug for dig.'
'Det er godt… for jeg savner heller ikke dig!'
Nu spår analytikerne, at Morten Østergaard i værste fald har fået magt til at skabe svenske tilstande med månedlang regeringskrise til følge.
Mette Frederiksen har lovet sine vælgere at fortsætte det brede samarbejde hen over midten om udlændingepolitikken og indføre en ny ret til tidlig folkepension for de mest nedslidte.
Men Morten Østergaard har krævet forpligtende løfter om både den økonomiske politik og en ny retning i klima- og udlændingepolitikken som betingelse for, at han vil bakke hende op.
Umiddelbart viser ingen af parterne fleksibilitet eller vilje til kompromis.
Men hvordan er Morten Østergaard som forhandler? Hvad er hans styrker og svagheder? Vi har spurgt to tidligere politikere, der begge har prøvet at siddet ved forhandlingsbordet med den radikale leder.
Ifølge den tidligere partifælle og minister i Helle Thornings regering Manu Sareen er Morten Østergaard 'principfast'.
Manu Sareen vil ikke kalde ham stædig.
»For det er sådan et negativt ord. Men – han holder fast i sine værdier.«
Fra den tidligere socialdemokrat Bjarne Corydon, der i dag er chefredaktør på Børsen, lyder skudsmålet:
»Han er insisterende. Og han vil være meget tålmodig... Tror man, at man kan køre ham træt eller komme rundt om ham ved at slide ham ned, så tror jeg, at man forregner sig. Han er ikke til at løbe udenom.«
Efter valget i 2011 sad Bjarne Corydon ved siden af Helle Thorning-Schmidt, mens Morten Østergaard var Margrethe Vestagers højre hånd under regeringsforhandlingerne i det sorte tårn på Hotel Crowne Plaza.
Corydon beskriver sin modpart som 'teknisk meget velforberedt'.
»Morten er ubetinget fagligt dygtig. Han kan virkeligt sit stof. Hans rolle er i meget høj grad forhandlerens.«
Netop Morten Østergaards evner som forhandler og forligsmager har Margrethe Vestager tidligere fremhævet som årsag til at udpege ham som sin efterfølger.
»Jeg valgte ham, fordi jeg så et politisk talent. Han har en evne til at finde løsninger, der trækker den rigtige vej, ved at kombinere holdning og viden om, hvad man har gjort andre steder, og så gøre det til virkelighed i et samspil med andre partier,« har hun sagt til Politiken.
Men ved det første valg under Østergaards ledelse i 2015 gav vælgerne partiet et syngende lussing og efterlod en blødende folketingsgruppe med ni færre mandater, end de havde under Vestagers ledelse. Det gjorde ondt.
At det har været svært for Morten Østergaard at finde sin egen bane efter Vestager, har han indrømmet i et interview med Euroman.
»Forskellen på at være nummer to og partileder er større, end jeg havde forventet. Der er en monumental forskel på at være den, der giver det sidste råd, og så den, der træffer den endelige beslutning.«
Manu Sareen er ikke i tvivl om, at Morten Østergaard tidligere er blevet 'undervurderet' af sine modstandere.
»Han har stået i skyggen af Margrethe, men man skal ikke undervurdere ham. Han er faktisk på samme niveau som hende.«
Bjarne Corydon er enig:
»Han var i høj grad Vestagers midtbaneslider. Både under forhandlingerne i det sorte tårn og i de fire år, hvor vi sad i regering. Da de dannede parløb, løb han mange kilometer for Det Radikale Venstre.«
Om at finde sin vej som partileder sagde Østergaard i 2015 til DR:
»Verdens øjne hviler på én i forhold til, hvilken vej partiet skal gå. Og der er langt større interesse for ens person.«
Han har aldrig lagt skjul på, at han ikke bryder sig om den interesse, men i 2015 konkluderede han selv:
»Jeg skal nok prøve at være mere spontan i mit arbejde.«
Om det er sit eget råd, han har lyttet til, ved kun han. Men det er et faktum, at Morten Østergaard under den seneste valgkamp trådte ud af sin comfortzone – og tog nogle personlige chancer.
For eksempel ved at svømme fra Lindholm til Kalvehave som en demonstration mod det, han kalder 'regeringens symbolpolitik'. Eller ved at overnatte i det belastede boligområde Vollsmose. Det kunne være gået helt galt.
Som Manu Sareen siger:
»Da han lavede svømmestuntet, tænkte jeg: 'Åh, nej…' Men siden har han bare haft en lodret opadgående kurve og er kun blevet bedre og skarpere i debatterne. Jeg synes, at han i den grad er trådt i karakter, og jeg har været dybt imponeret af ham.«
Næsten fem år efter at Morten Østergaard fik overdraget nøglerne til de radikale gemakker, er han – efter Manu Sareens mening – endelig trådt ud af Vestagers skygge. Bjarne Corydon bakker op:
»Man kan ikke diskutere med valgresultater. Man må give Morten – og alt det, der nu er ham – at han har leveret et meget stærkt valgresultat. Hvis hans politik ikke er kontroversiel, så er hans linje i hvert fald diskuteret i hans eget parti. Dét må man have respekt for.«
Nu er spørgsmålet, om Morten Østergaard kan bruge den magt, som vælgerne har givet ham, til at få medbestemmelse i det kommende regeringsgrundlag, eller om hans principfasthed kommer til at stå i vejen for ham.
Som han sagde til sine partifæller på valgnatten:
»På vej herind har folk sagt til mig: 'Husk nu at være ydmyg.' Men hvordan pokker skal man være ydmyg med dét valgresultat?«
