Morten Messerschmidt konfronteres med kontroversielt billede: 'Jeg ved intet om det!'
Kort før afgørelsen i den betændte injuriesag mod Martin Lidegaard afviser DF-lederen alt kendskab til ny opsigtsvækkende TikTok-ballade.

Kort før afgørelsen i den betændte injuriesag mod Martin Lidegaard afviser DF-lederen alt kendskab til ny opsigtsvækkende TikTok-ballade.

Morten Messerschmidt (DF) har ikke før udtalt sig om den opsigtsvækkende sag, hvor partiet tilsyneladende på sin TikTok-profil har liket et – ifølge Radikale Venstre – »racistisk billede«.
Men det gør han nu.
B.T. taler med partiformanden i anledning af, at der fredag falder dom i den historiske injuriesag, som Messerschmidt har anlagt mod Radikale Venstres formand, Martin Lidegaard.
Sagen omhandler udtalelser fra en debat i Randers i november sidste år, hvor Lidegaard sagde, at Dansk Folkepartis hjemrejsepolitik handler om hudfarve.
Det var TV 2, som onsdag kunne fortælle, at De Radikale har bedrevet lidt detektivarbejde og gravet i DFs ageren på sociale medier op til domsafsigelsen.
Her har De Radikale fundet et AI-generet billede af Morten Messerschmidt, som holder et kort med hudfarver. »Not okay« ('ikke okay', red.) står der ud for de brune hudfarver.

Dette billede er ifølge Radikale Venstre blevet delt på TikTok, og partiet hævder, at det har modtaget et like af Dansk Folkeparti.
Ifølge De Radikale er der tale om et racistisk billede. Hvorvidt man i Dansk Folkeparti er af samme overbevisning, har B.T. tidligere ikke kunnet få svar på fra partiets indpisker, Anders Vistisen.
Morten Messerschmidt, ved du, om det er jer, der har liket det - og hvis ikke, vil du så prøve at finde ud af det?
»Jeg ved intet om det. Jeg er ikke selv på TikTok, det kan man ikke være på Folketingets telefon. Det, jeg ved, er, at udlændinge skal tjene deres egne penge...«
... Det er jo relevant, fordi din sag mod Martin Lidegaard netop handler om, hvorvidt I i DF går op i hudfarve. Men du har altså ikke set billedet?
»Nej, det har jeg ikke. Det er første gang, at jeg hører om det, og jeg ved ikke, hvad det er, så jeg gider ikke at forholde mig til det.«
Så du kan slet ikke sige noget om, hvorvidt du synes, memet er racistisk, eller?
»Jeg er ikke sikker på, at jeg ved, hvad et meme er, så allerede der er det lidt svært at forholde sig til,« lyder det fra Messerschmidt.

Radikale Venstres Thomas Rohden har overfor B.T. understreget, at han ikke beskylder Dansk Folkeparti for racisme – det er billedet, der er racistisk ifølge Radikale.
Frederik Waage, professor i forfatnings- og forvaltningsret ved Syddansk Universitet, understreger over for TV 2, at der ikke er begået brud på racismeparagraffen i det pågældende eksempel.
Kernen i injuriesagen, som Morten Messerschmidt har anlagt mod Martin Lidegaard, er, at sidstnævnte har sagt om Dansk Folkepartis hjemsendelsespolitik, at partiet vil deportere tusindvis med en anden hudfarve:
»Man vil gerne internere og deportere tusindvis af medborgere, bare fordi de har en anden tro eller har en anden hudfarve end de fleste af os, der er i rummet her.«
Dette har Morten Messerschmidt dog afvist pure og i et opslag på Facebook skrevet, at der er »en grænse for, hvilke løgne vi skal acceptere fra politiske modstandere.«
Konkret skal Retten på Frederiksberg derfor nu afgøre, om Martin Lidegaard brød straffelovens paragraf 267 om injuriende og ærekrænkende udtalelser.
Dommen falder klokken 12.45. Hvad udfaldet mon bliver har B.T. talt med en juraprofessor om HER.