Selv om Inger Støjberg har stor forståelse for Mint og hendes families situation, så er det ikke til megen nytte.

Det fortalte fortalte Mints stedfar Frank Thøgersen, efter han torsdag var inviteret til kaffemøde hos udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).

»Hun sagde, hun havde stor forståelse for min situation. Men jeg kan ikke bruge forståelsen til ret meget lige nu. Hun gav mig ikke noget: "Det skal nok gå" eller "Det skal vi nok fikse", det gjorde hun sgu ikke,« siger han til B.T.

Forinden var han mødt op i folketingssalen, hvor han var inviteret af Radikale Venstres udlædningeordfører Andreas Steenberg  for at følge med i partiets beslutningsforslag om at afskaffe loven om at børn over otte år skal integrationsvurderes.

Undervejs i forhandlingen fik Frank Thøgersen øjenkontakt med Inger Støjberg, der inviterede ham på kaffe på sit kontor. Og selv om det ifølge Frank Thøgersen var en behagelig snak, så var det ikke en samtale, der gav anledning til optimisme.

»Hun siger der arbejdes på om udlændingestyrelsens vejledninger kan være skarpere. Men det vil gælde fremadrettet. På et tidspunkt spørger jeg Inger: 'Har du et godt råd?', hvorefter hun blankt svarer, at dét har hun ikke, fordi hun ikke som minister må give mig et godt råd.«

Men udover det, sagde hun så noget til dig, du kan bruge til noget?

»Nej, det gjorde hun ikke. Det var en behagelig snak, men der var ikke noget nyt under solen,« lyder det fra Frank Thøgersen, der trods alt er glad for, at Amnesty International onsdag udtalte, at afgørelsen om at udvise hans 13-årige datter Mint er i strid med både den danske lovgivning og flere internationale konventioner.

»Jeg har ikke grund til optimisme oven på det Inger Støjberg sagde til mig i dag. Men jeg flyver stadig på en sky over at Amnesty International har sagt at Mints udvisning er i strid med lovgivningen, og det fortalte jeg ministeren,« siger Frank Thøgersen videre til B.T.

Inger Støjberg afviste imidlertid, at udvisningen skulle være i strid med loven.  Ifølge Frank Thøgersen mente hun at at der var adskillige jurister i forvaltningen, der har kigget på Mints sag.

Frank Thøgersen fortæller til B.T., at han læste om Amnestys vurdering sent onsdag aften. Afgørelsen er nu med til at give ham håb for, at Mint måske en dag kan komme hjem igen.

»Jeg begyndte faktisk at græde og kunne ikke sove videre. Jeg skal tale med min advokat om at komme videre i sagen efter denne vurdering fra Amnesty.«