Amnesty International udtaler nu, at afgørelsen om at udvise 13-årige Mint til Thailand er i strid med både den danske lovgivning og flere internationale konventioner.

B.T. har med tilladelse fra Mints familie fremvist hele Udlændingenævnets afgørelse for Claus Juul, der er chefjurist i Amnesty International. Han er ikke i tvivl om, at de danske myndigheder har truffet en forkert afgørelse, der er i strid med loven.

En af de bærende årsager er, at Mints mor, Ratree, har fået et barn med danske Frank Thøgersen - nemlig Mints halvbror, Malick på tre år.

»Mints mor er den eneste, der har forældremyndighed over Mint. Hun deler forældremyndigheden over Malick med Mints stedfar, Frank Thøgersen. Det betyder, at man ikke kan sende Mint ud af Danmark uden at splitte familien. En splittelse af familien er i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 8, som beskytter retten til et familieliv,« siger Claus Juul og fortsætter:

Mint og mor Ratree i Bangkok, efter Mint er blevet udvist af Danmark.
Mint og mor Ratree i Bangkok, efter Mint er blevet udvist af Danmark.
Vis mere

»Desuden er det i strid med Børnekonventionens artikel 9, som pålægger nationerne at sikre, at børn ikke skilles fra deres forældre,« siger Claus Juul.

»Udlændingestyrelsen skriver selv i afgørelsen, at kravet om integrationsvurderingen bortfalder, såfremt den herboende forælder har andre børn i Danmark. Det har Mints mor. En dreng på tre år, som hun har med sin danske mand. Derfor burde Mint aldrig være blevet integrationsvurderet,« siger Claus Juul.

»Udlændingenævnet, som stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse, nævner slet ikke Mints lillebror med et eneste ord. Det er en stor fejl, da den oplysning burde have betydet, at Mint kunne få lov at blive i Danmark,« siger Claus Juul.

Mints biologiske far har ikke forældremyndighed over Mint. Ifølge en thailandsk lægeerklæring, som B.T. er i besiddelse af, så har han en bipolar lidelse og kan desuden agere voldeligt og aggressivt. Derfor anbefales det i lægeerklæringen, at Mint skal bo hos sin mor, som også har den fulde forældremyndighed.

Den oplysning har Udlændingenævnet ikke fundet væsentlig nok til at ændre på afgørelsen. Nævnet skriver uden nogen begrundelse, at man mener, at faren kan fortsætte som omsorgsperson for Mint.

»Det er forkert, da det er en meget væsentlig oplysning. Hvis der var tale om en dansk sag, hvor faren havde en sådan lidelse, så ville man straks give moren barnet. Efter den danske servicelov skal myndighederne altid vurdere barnets tarv, og man må spørge sig selv, om det stemmer med barnets tarv at blive sendt ned til en far, som muligvis er voldelig og muligvis sindslidende,« siger Claus Juul.

»Desuden skal Udlændingenævnet angive grundene til, at de vælger at se bort fra oplysningerne om, at Mints far ikke har forældremyndigheden, og at han kan være voldelig og har en sindslidelse. Det gør nævnet ikke. Det skal man simpelthen. Efter forvaltningsloven skal borgeren kunne se, hvilke oplysninger myndighederne har gjort brug af,« forklarer Claus Juul.

»Hvis Udlændingenævnet ikke tror på oplysningerne om Mints biologiske far, så skal nævnet begrunde det. Det gør man ikke. Ergo må man tage det for pålydende,« siger Claus Juul.

Mint med sin lillebror Malick.
Mint med sin lillebror Malick.
Vis mere

Udlændingenævnet skriver i afslaget, at man ikke mener, at Mint kan integreres i Danmark. Den konklusion, mener Claus Juul ligeledes, er i strid med forvaltningsloven.

»Afgørelsen beskriver ikke, hvorfor Mint ikke kan integreres. Man nævner bare, at man ikke mener, hun kan integreres. Her synes vi modsat, at man må sige, at alt tyder på, at Mint kan integreres. Hun taler dansk, klarer sig godt i skolen, har venner, spiller fodbold og den slags. Der foreligger desuden udtalelser fra hendes skole og fodboldklub, som omtaler hende meget positivt,« siger Claus Juul og fortsætter:

»Nævnets vurdering er foretaget på uaktuelle oplysninger, og man begrunder det ikke nærmere. Det skal man i henhold til forvaltningsloven,« siger Claus Juul.

Mint er fortsat i Thailand med sin mor.