Er det i orden, at politianmeldelsen af en ansat for svindel hemmeligholdes?

Endda når der er tale om borgernes skattekroner, og anmelderen er Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse?

Svaret er nej, nej og nej.

I hvertfald hvis man spørger forsvarsminister Trine Bramsen (S).

Forsvarsministeriet blev 6. december ramt af en regulær skandale, da Rigsrevisionen fremlagde en rapport, der viser, at der nærmest har været frit spil for at svindle i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.

Rapporten viser, at medarbejderne i styrelsen uden andres indblanding har kunnet bestille varer og tjenesteydelser, kvittere for modtagelsen og godkende betalingen for varerne og tjenesteydelserne.

Denne meget kritiske rapport samt tiltalen af i alt to tidligere medarbejdere fik i sidste uge Trine Bramsen til at fyre direktøren for Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse samt tjenestefritage ministeriets koncernstyringsdirektør.

Men som B.T. fortalte tirsdag, havde Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse viden om den mulige svindel allerede i november 2016, hvor den ansatte blev anmeldt til Midt- og Vestjyllands Politi.

TIP OS: Har du oplysninger om svindel i Forsvaret eller andre myndigheder, så kontakt B.T.s undersøgende journalister Thomas Nørmark Krog på tnkr@bt.dk eller Søren Kjellberg Ishøy på sris@bt.dk

Trine Bramsen finder oplysningerne for 'dybt kritisable'.

»Jeg tror ikke, at der er nogen, som er i tvivl om min holdning til håndteringen af denne sag,« siger Trine Bramsen og tilføjer:

»Jeg finder det dybt kritisabelt, at der ikke tidligere er sat ind over for de huller, der er påpeget.«

Og sagen ser ud til at fortsætte.

Forsvarsministeriets departementschef, Thomas Ahrenkiel, fik i sidste uge kritik for først den 4. december at oplyse Trine Bramsen om Rigsrevisionens hårde kritik af ministeriet, selv om han i alt seks gange fra september til november var informeret om, at kritikken var på vej.

Faktisk blev Thomas Ahrenkiel departementschef i foråret 2016 - samme år, som svindlen blev politianmeldt. Derfor ønsker både SF og De Radikale at få frem, om han var orienteret om politianmeldelsen i november samme år.

Trine Bramsen, vil du have undersøgt, om departementschefen Thomas Ahrenkiel var informeret om Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelses politianmeldelse i november 2016?

»Jeg afviser ikke noget på forhånd, men lytter til de ønsker, der måtte være fra partierne,« svarer hun.