Minister misbrugt i svindelnummer - nu raser han: 'Forkasteligt'
Nu reagerer ministeren over for B.T. på, at han er blevet brugt som lokkemiddel i en svindelkampagne.

Nu reagerer ministeren over for B.T. på, at han er blevet brugt som lokkemiddel i en svindelkampagne.

Et afsnit af DR-programmet Debatten, der endte i et så voldsomt skænderi med Morten Spiegelhauer, at minister Nicolai Wammen (S) angiveligt stormede ud af studiet.
Det var en del af den fabrikerede historie i en falsk Ekstra Bladet-artikel, der skulle lokke danskere til at investere i kryptoplatformen Aurora Capital.
Justitsminister Nicolai Wammen er blot den seneste i en lang række offentlige personer, der er blevet brugt som lokkemiddel i svindelkampagner.
Nu reagerer den socialdemokratiske topminister på hændelsen over for B.T.
»Jeg vil godt advare mod de her kyniske svindlere. Godt nok har jeg været finansminister i syv år, men jeg har dog ikke været finansieringsrådgiver,« lyder det i et skriftligt svar.
Han er langt fra den eneste offentlige person, der er blevet misbrugt i falske reklamer.
Blandt andre er skuespiller Ghita Nørby, tidligere direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm og tv-læge Peter Qvortrup Geisling blevet misbrugt i reklamer for sundhedsprodukter.
Det får Nicolai Wammen til at rette en klar advarsel til danskerne.
»Jeg synes, det er forkasteligt, at der er folk, der forsøger at snyde med den slags reklamer, og jeg håber, at dem, der læser dem, kan gennemskue, at det er fake, og at folk derfor ikke hopper på svindlernes fupnummer,« skriver han videre til B.T.
I den falske artikel, som Nicolai Wammen indgår i, fremstilles det, som om et afsnit af Debatten handlede om danske husholdningers gæld. Det har mediet TjekDet beskrevet.
Her argumenterer Nicolai Wammen angiveligt for høje renter som en nødvendighed for at redde dansk økonomi. Det får ifølge den falske artikel Morten Spiegelhauer til at fare op i det røde felt, hvorefter ministeren stormer ud af studiet.
Artiklen ligner til forveksling Ekstra Bladets opsætning, men domænet hedder eskermyna.digital og ikke eb.dk. Ifølge TjekDet er billederne desuden AI-genererede.