Et voldsomt skænderi mellem justitsminister Nicolai Wammen (S) og DR-vært Morten Spiegelhauer i Debatten.

Det var historien i en falsk Ekstra Bladet-artikel, der skulle lokke folk til at investere i kryptoplatformen Aurora Capital.

Artiklen er opdigtet, og Nicolai Wammen er blot den seneste i en række af offentlige personer, der er blevet misbrugt i en svindelkampagne. 

Det skriver mediet TjekDet.

I den falske artikel fremstilles det, som om et afsnit af Debatten handlede om danske husholdningers gæld. 

Her argumenterer Nicolai Wammen angiveligt for høje renter som en nødvendighed for at redde dansk økonomi, hvilket får Morten Spiegelhauer til at fare op i det røde felt.

Episoden har dog aldrig fundet sted.

Det er endnu et eksempel på, at kendte medier og offentlige personer bliver misbrugt for at skabe troværdighed omkring falske investeringsmuligheder.

Artiklen ligner til forveksling Ekstra Bladets layout, men domænet hedder eskermyna.digital og ikke eb.dk. Ifølge TjekDet er billederne desuden AI-genererede.

B.T. har kontaktet justitsminister Nicolai Wammen for at få en reaktion på, at han er blevet misbrugt i et svindelnummer.

Han er ikke vendt tilbage på henvendelsen.