Hold for hulen da op med at møde voldtægtsofre med mistro! Alt for få anmelder voldtægt. Vi skulle i stedet rulle den røde løber ud i taknemmelighed for de få ofre, der står frem og anmelder forbrydelsen.
Har du nogensinde hørt om mennesker, der angiveligt skulle have været udsat for hjemmerøveri? Om mennesker, der anmelder, at deres bil angiveligt skulle være blevet stjålet? En højresvingsulykke, der angivelig skulle have fundet sted? Nej vel. For ordet ’angiveligt’ bruges normalt ikke om forbrydelsen, men om gerningsmændene. Undtagen hvis der er tale om en voldtægt.
Voldtægt er noget helt andet, må man forstå. Der planter medierne og politiet gerne et lille frø af mistro – for har den der voldtægt nu også fundet sted? Den angivelige voldtægt? Her er det vigtigere at beskytte den potentielle voldtægtsmand end ofret. For det kunne jo være en falsk anmeldelse, ikke? Undersøgelser viser, at rigtig mange danskere har et helt forskruet billede af, hvor mange falske voldtægter der anmeldes. De tror tallet er enormt. Men det ligger faktisk omkring de syv pct. På linje med falske anklager om alt muligt andet.
Hvorfor så denne mistro? Denne himmelvide forskel på vores opfattelse og virkelighedens verden? Mange anmeldelser om kriminalitet handler jo om forsikringssager. Blev bilen stjålet, eller ville ejeren bare have forsikringen udbetalt? Var hjemmerøveriet fingeret, så de påståede ofre kunne malke forsikringen eller blot få opmærksomhed i pressen? Mærkelig nok ser vi kun meget sjældent den mistro formuleret hos politi og presse ved det lille ord ’angiveligt’.
Det burde være komplet modsat. Det viser sig nemlig, at kun omkring hver tiende voldtægt overhovedet bliver anmeldt. Og kun hver fjerde af de anmeldte voldtægter fører til domfældelse. Altså bliver kun to til tre ud af hundrede voldtægtsmænd straffet. En sørgelig statistik. Man kunne med en vis ret konkludere, at i Danmark er der næsten straffrihed for voldtægt.
Det er måske ikke så mærkeligt, at de færreste anmelder voldtægt. Forestil dig at du har været udsat for en af de værste krænkelser, vi mennesker kan opleve på krop og sjæl: voldtægt. Hvis du anmelder voldtægten, skal du til politiet og lægge hele den forfærdelige krænkelse frem. Fysiske undersøgelser, nærgående spørgsmål. Så kan du læse i avisen, at du ’angiveligt’ er blevet voldtaget. Skyld og skam til offentlig beskuelse. Og er du rigtig uheldig, beskriver de dine krænkelser i detaljer, så alle ved præcist, hvordan din krop er blevet besudlet. Derefter kommer retssagen, hvor du skal det hele igennem igen. Og i tre ud af fire tilfælde ender det alligevel med, at der ikke falder dom. Nej, jeg synes ikke det er mærkeligt, at kun hver tiende voldtægt bliver anmeldt.
Politi og presse burde rulle den røde løber ud, hver eneste gang en kvinde – eller mand – anmelder en voldtægt. I stedet for at møde ofrene med mistro, burde de mødes med omsorg og forståelse. Og ikke mindst med taknemmelighed. For endelig er der et offer, som står frem og anmelder. Tak!
Hun giver med sin anmeldelse politiet mulighed for at finde gerningsmanden og fjerne ham fra gader og veje, så andre kvinder ikke skal udsættes for de samme pinsler. Og hun sender et klart signal til andre potentielle voldtægtsmænd om, at det ikke er straffrit at voldtage.
Ja, vi burde alle sammen være taknemmelige. Hver gang en kvinde anmelder en voldtægt, er der nemlig mindre risiko for, at du, din datter, din kone, kæreste eller mor bliver voldtaget. Kvinder, der anmelder voldtægt, er hverdagens helte. Giv dem den tak de fortjener!
