Da Mette Frederiksen for fem år siden blev skilt fra sin mand, blev hun advaret om, hvor forfærdeligt det ville være.

Men man forstår det ikke helt, før man står i det.

Det forklarer formanden for Socialdemokratiet i et interview med den tidligere jægersoldat BS Christiansen i Alt for damerne.

»Det var en hård nyser. Sådan oplevede jeg det. Og vi havde ellers en god skilsmisse, forstået på den måde, at vi har kunnet finde ud af at samarbejde godt omkring børnene og bevare et godt forældreskab. Men det er jo en genstart af et liv. Og det går først op for én, når man har taget skridtet, hvor meget man - for vores vedkommende 10-15 år - har nået at bygge op sammen,« fortæller Mette Frederiksen i interviewet.

Det var i foråret 2014, at statsministerkandidaten til det kommende folketingsvalg og hendes daværende mand - Erik Harr - i en fælles udtalelse oplyste, at de havde valgt at gå hver til sit efter 11 års ægteskab.

'Vi skilles efter mange gode år. Vi har to vidunderlige børn sammen og vil altid have en særlig plads i hinandens hjerter. Skilsmisse er smertefuldt, og derfor har vi heller ikke flere kommentarer til vores situation,' lød det dengang.

Et halvt års tid senere bekræftede 41-årige Mette Frederiksen, at hun havde fundet sammen med filmfotografen Bo Tengberg.

Mens hun har to børn fra forholdet med Erik Harr, har Bo Tengberg tre børn fra tidligere forhold.

ARKIVFOTO af Mette Frederiksen og Bo Tengberg.
ARKIVFOTO af Mette Frederiksen og Bo Tengberg. Foto: Henning Bagger
Vis mere

I september sidste år stod de frem og fortalte, at de var forlovede. Faktisk havde de på det tidspunkt holdt på den glædelige hemmelighed noget tid.

Frieriet fandt nemlig sted tilbage i december 2017.

»Vi har faktisk været glade for at have den hemmelighed sammen i et stykke tid. Det var bare så utroligt dejligt,« forklarede Mette Frederiksen i den forbindelse til B.T.

Mette Frederiksen og Bo Tengberg er sammen med de fem sammenbragte børn flyttet ind i en villalejlighed i Hareskovby i Furesø Kommune nordvest for København.