Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

»Kys, kys, kys, vi vil ha' kys,« råbte nogle socialdemokratiske kvinder inklusive Mette Gjerskov, da B.T. arrangerede et foto af Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen og hendes tilkommende, filmfotograf Bo Tengberg.

De er begge lidt reserverede med den slags, men de er også så glade for hinanden, at man simpelthen kan mærke det, når man er sammen med dem.

Og så gjorde de det. Kyssede - med Kildeparken i Aalborg som baggrund, hvor vejret illustrerede løftet om at holde sammen i medgang og modgang. For det bød nærmest samtidig på solskin og regn.

Og de socialdemokratiske kvinder knipsede løs med deres mobiltelefoner.

Faktisk har de holdt på hemmeligheden i noget tid. Frieriet fandt sted helt tilbage i december.

»Vi har faktisk været glade for at have den hemmelighed sammen i et stykke tid. Det var bare så utroligt dejligt« siger Mette Frederiksen.

Formand Mette Frederiksen ses her med kæresten Bo Tengberg ved Socialdemokratiets Kongres i Aalborg Kongres og Kulturcenter, lørdag 22. september 2018. Mette Frederiksen sagde på talerstolen at han havde friet, og hun havde sagt ja.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
Formand Mette Frederiksen ses her med kæresten Bo Tengberg ved Socialdemokratiets Kongres i Aalborg Kongres og Kulturcenter, lørdag 22. september 2018. Mette Frederiksen sagde på talerstolen at han havde friet, og hun havde sagt ja.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Jeg var ikke nede på knæ. Men det var meget romantiske omstændigheder. På Kullaberg i Sverige. Der er bare et utroligt smukt sted,« siger Bo Tengberg.

Kan du blive en god førstemand, hvis Mette bliver statsminister?

»Det håber jeg, jeg kan.«

De to har tilsammen fem børn fra tidligere ægteskaber. Mette Frederiksen har to, og Bo Tengberg har tre, hvoraf de to er med skuespilleren Trine Pallesen, der især er kendt fra TV-serien 'Rejseholdet.' Nogle af børnene er jævnaldrende, og de er alle mellem 12 og 16.

Parret og de fem børn er ved at gøre klar til at flytte sammen.

»Der skal store lokaler til, når vi flytter sammen. Jeg kan afsløre, det er på vej. Vi ved ikke hvornår endnu,« siger Bo Tengberg.

Formand Mette Frederiksen ses her med kæresten Bo Tengberg ved Socialdemokratiets Kongres i Aalborg Kongres og Kulturcenter, lørdag 22. september 2018. Mette Frederiksen sagde på talerstolen at han havde friet, og hun havde sagt ja.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
Formand Mette Frederiksen ses her med kæresten Bo Tengberg ved Socialdemokratiets Kongres i Aalborg Kongres og Kulturcenter, lørdag 22. september 2018. Mette Frederiksen sagde på talerstolen at han havde friet, og hun havde sagt ja.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Foto: Henning Bagger
Vis mere

Mette Frederiksen mener sagtens, hun kan styre fem teenagere og landet samtidig.

»Det går rigtig godt med at få bragt to familier sammen. Børnene ligger tæt på hinanden, og der er fest og glade dage, det er der. Men det er også vigtigt at holde fast i den lille familie,« siger Mette Frederiksen.

De skal giftes i kirken. Men datoen og kirken er ikke fundet endnu.

Mette Frederiksen delte på kongressen nyheden med sine 'nærmeste' - altså de 767 delegerede i salen.

Det blev viklet ind i politik og humor, men Mette Frederiksen kunne ikke skjule sin ægte glæde.

I virkeligheden flirter hun slet ikke med Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl, oplyste hun. Hun flirter med Bo.

»Jeg har en besked til alle de politiske kommentatorer og satiretegnere, der har travlt med at tale om, at jeg flirter med Dansk Folkeparti og Kristian Thulesen Dahl. Bare rolig. Der er kun en, jeg flirter med. Det er Bo, jeg er kæreste med. Han sidder lige dernede,« siger Mette Frederiksen og kigger kærligt ned på en af de forreste rækker i salen:

»Han har friet til mig. Jeg har sagt ja. Vi skal giftes,« siger hun.

Bo Tengberg, 53, blev uddannet på Den Danske Filmskole i 1995 og har blandt andet filmet ’Let’s Get Lost’ og været filmfotograf på en række kendte serier såsom ’Forbrydelsen’, ’Krøniken’, ’Ørnen’ og ’Rejseholdet’. Det var under optagelserne af ’Rejseholdet’, at han mødte og faldt pladask for skuespilleren Trine Pallesen. Hun var rasende og ked af det, dengang han forlod hende i 2005, da deres børn var tre og et år.

Da Mette Frederiksen sidste år fyldte 40, fortalte hun til B.T, at hun havde fået en forlovelsesring af Bo Tengberg. Efter skilsmissen fra sine børns far i 2014 kom den 52-årige filmfotograf ind i hendes liv. Et ’livsglad’, ’nysgerrigt’ og ’optimistisk’ menneske, som hun gerne vil dele resten af sit liv med.

»Der er jo en forlovelsesring på hånden, ik’? Så må vi jo se. Men jeg er så gammeldags på det område, at det må være manden, der spørger på et tidspunkt,« sagde Mette Frederiksen dengang til B.T.

Da var der gået tre et halvt år, siden hun blev skilt fra Erik Harr. Et halvt år efter skilsmissen mødte hun så filmfotografen Bo Tengberg.