Mette Frederiksen nægter at møde op til samråd og svare på spørgsmålet: Talte du usandt på pressemødet 11. marts 2020?

Venstre og Dansk Folkeparti kaldte hende i samråd for at få klare svar, efter en ekspertrapport 29. januar slog fast, at statsministerens udtalelser ikke passede.

»Den måde, som statsministeren kommunikerer på, genspejler ikke de faktiske forhold,« sagde professor emeritus i statskundskab Jørgen Grønnegård Christensen om det historiske pressemøde.

Her sagde Mette Frederiksen – med Sundhedsstyrelsens Søren Brostrøm ved sin side – at det var 'myndighedernes anbefaling' at lukke al unødvendig aktivitet ned.

Men syv timer inden pressemødet havde Brostrøm sendt en mail, hvor han direkte frarådede Mette Frederiksens planer, herunder at lukke skoler og dagtilbud.

'Vi kan ikke ud fra sundhedsfaglige grunde anbefale et sådant tiltag i den nuværende situation,' skrev Brostrøm i mailen. Det kom dog først frem, da B.T. kunne løfte sløret for mailen 24. juli.

Med en tro på, at sundhedsmyndighederne bakkede statsministeren op, vedtog Folketingets partier en hastelov, der gjorde det muligt for Frederiksen at føre sine planer ud i livet.

Men i dag mener en række partier, at de blev holdt for nar.

»Den måde, som statsministeren kommunikerer på, genspejler ikke de faktiske forhold,« lød det fra Jørgen Grønnegård Christensen, professor emeritus i statskundskab.
»Den måde, som statsministeren kommunikerer på, genspejler ikke de faktiske forhold,« lød det fra Jørgen Grønnegård Christensen, professor emeritus i statskundskab. Foto: Philip Davali
Vis mere

Ud over at Brostrøm frarådede nedlukningen, kan ekspertgruppen heller ikke finde en eneste myndighed, der havde anbefalet en nedlukning i den grad.

Eksperterne konkluderede derimod, at nedlukningsplanen i 'i al væsentlighed er konciperet i Statsministeriet'.

Derfor indkaldte Venstre og Dansk Folkeparti statsministeren i samråd.

Det afviser Mette Frederiksen at møde op til. Hun mener, at hun tidligere har besvaret spørgsmålet, fordi hun i Folketingssalen har sagt:

»Jeg er i øvrigt ikke enig i, at regeringen skulle have efterladt et indtryk af, at regeringens beslutning baserede sig en til en på anbefalinger fra sundhedsmyndighederne eller andre myndigheder.«

De to oppositionspartier mener, at det er et demokratisk problem, at Mette Frederiksen nægter at møde op i samråd.

»Eksperterne, der har brugt et halvt år på at undersøge sagen, er meget klare i deres konklusion. Enten tager de fejl, eller også tager Mette Frederiksen fejl,« siger Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup.

»Det vil vi da gerne have svar på, og det er arrogant, at statsministeren ikke vil stille op.«

Venstre mener, at Folketinget må drøfte, hvordan man får Mette Frederiksen til at svare.

»Nedlukningen 11. marts 2020 er helt åbenlyst det største overgreb på civilsamfundet siden Anden Verdenskrig, og der er kommet en rapport med Grønnegård i spidsen, som sender en kras kritik,« siger Thomas Danielsen (V).

»Som opposition har vi en opgave i at kontrollere regeringen, og i en så alvorlig sag som denne er det rystende, at Mette Frederiksen ikke vil lade sig kontrollere.«

Det er langtfra første gang, at Mette Frederiksen afviser at stille op og svare på kritiske spørgsmål i samråd.

Siden 10. december har hun afvist at møde op til fem samråd angående regeringens ulovlige ordre om at aflive alle landets mink.

Derfor må Folketinget nu have en drøftelse om, hvordan man får statsministeren til at svare på spørgsmål, mener både V og DF.

»Vi må i Udvalget for Forretningsordenen have en diskussion om, hvordan vi skal håndtere, at Mette Frederiksen ikke vil stille op. Når statsministeren nægter at spille efter de demokratiske spilleregler, er jeg mildest talt rystet.«