»København er en fantastisk by. Havnen, man kan bade i. Kulturen. Arkitekturen. Den afslappede atmosfære. Cykelstierne.«

Statsminister Mette Frederiksen (S) sparede ikke på de rosende ord om København, da hun lørdag stillede sig op på talerstolen og åbnede Socialdemokratiets kongres.

Få dage forinden havde regeringen med Mette Frederiksen (S) i spidsen ellers fået sig lidt af en røffel af partikammeraten Sophie Hæstorp Andersen, der bejler til overborgmesterposten i København.

»Regeringen vil gerne skabe en bedre sammenhæng mellem land og by med sit nye reformudspil, ’Danmark kan mere’. Det er både fint og helt rigtigt. Men for mig og mange københavnere lyder det mere som land mod by. Den retorik skaber ikke mere sammenhæng i vores land. Den skaber splittelse« sagde Sofie Hæstorp Andersen blandt andet til Politiken, hvor Hæstorp også fortalte, at hun savner, at man taler hovedstaden op og tør at være stolt af den

Sophie Hæstorp Andersen (S) sparede ikke på kritikken af regeringen i et interview med Politiken.
Sophie Hæstorp Andersen (S) sparede ikke på kritikken af regeringen i et interview med Politiken. Philip Davali

Om Mette Frederiksen havde læst interviewet inden sin tale lørdag, står hen i det uvisse, men statsministeren var i hvert fald ikke nærig med de kærlige ord om København i sin tale.

»København er en fantastisk by« og »der er grund til at være stolte af vores hovedstad!« lød nogle af de gloser, som statsministeren kastede afsted mod hovedstaden, inden hun nævnte, at der blandt andet skal investeres i nye idrætsfaciliteter, ligesom statsministeren også røbede, at der er et nyt boligudspil på vej.

Det er et udspil, der skal sikre, at der er flere boliger, der er til at betale, som statsministeren sagde fra talerstolen.

Og priserne på det københavnske boligmarkede, er da også stukket helt af.

Alene det seneste år er priserne flere steder steget med over 20 procent. Det har Københavnliv før skrevet om.