Efter tirsdagens spørgetime i Folketinget blev statsminister Mette Frederiksen (S) mødt af B.T.s journalist med et direkte spørgsmål:

Du har tidligere sået tvivl om, hvorvidt man kan være dansk i hjertet og muslim samtidig. Så hvor bekymret er du for den indvandring fra muslimske lande, som er steget under din egen regering?

Antallet af indvandrere fra de såkaldte MENAPT-landene er nemlig steget markant. 

Helt konkret fra 4.527 i 2019 til 8.346 i 2024 – viser nye tal fra Udlændingeministeriet beskrevet af Berlingske.

Det er sket på trods af, at regeringen i almindelighed og Socialdemokratiet i særdeleshed flere gange har advaret mod netop dén type indvandring.

»Jeg er meget bekymret for islams rolle i det danske og europæiske samfund,« lød det kontant fra Mette Frederiksen på B.T.s spørgsmål.

Hun tilføjede:

»Hvis man lægger Koranen til grund for sin livsførelse, er det uforeneligt med at være demokrat. Det er jo et af de afgørende udviklingstræk i moderne europæiske samfund, at Gud har måttet vige. Demokratiet står først.« 

Under spørgetimen i Folketingssalen gjorde statsministeren det klart, at der bør ses kritisk på udenlandsk arbejdskraft. Både i forhold til antallet og oprindelsesland:

»Det er selvfølgelig positivt, at nogle vil bidrage til Danmark, men også hvad angår udenlandsk arbejdskraft, betyder antal noget. Især dem fra Nordafrika og Mellemøsten.«

Hun slår desuden fast, at Danmark i højere grad skal orientere sig mod lande, 'med hvem vi deler et interessefællesskab.'

Men statsministeren tilføjer dog, at hun skelner mellem forskellige former for indvandring:

»De fleste, der er kommet de seneste år, er primært kommet for at studere og arbejde. Det er en anden opgave,« understreger hun og tilføjer, at regeringen har indført strammere sprogkrav.

Ikke desto mindre er regeringen blevet kraftigt kritiseret for, at antallet af udlændinge fra MENAPT-landene – altså Mellemøsten, Nordafrika, Pakistan og Tyrkiet – er steget markant under Frederiksen-regeringen.

Læs mere om det HER.