Indvandringen fra muslimske lande er steget under statsminister Mette Frederiksen.

Sådan skriver Berlingske på baggrund af tal fra Udlændinge og Integrationsministeriet, og det vækker bekymring fra flere kanter.

Blandt andet hos Dansk Folkepartis udlændinge- og integrationsordfører Mikkel Bjørn, der langtfra er tilfreds med udviklingen.

»Det er udtryk for et udlændingepolitisk svigt af dimensioner,« siger han til avisen.

Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) anerkender, at han ikke er ubetinget begejstret for international arbejdskraft. Nationaliteten har betydning, mener han.
Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) anerkender, at han ikke er ubetinget begejstret for international arbejdskraft. Nationaliteten har betydning, mener han. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Helt konkret viser tallene, at Danmark tog imod 4.527 udlændinge fra de såkaldte MENAPT-lande – der dækker over lande i Mellemøsten, Nordafrika, Pakistan og Tyrkiet – i 2019.

Fem år senere var tallet på 8.346 på trods af, at regeringen udadtil har slået sig op på en stram udlændingepolitik.

Med til regnestykket hører, at langt de fleste er kommet til landet for at arbejde eller studere. 

Alligevel får regeringen kritik for udviklingen, og de nye tal får debatten til at slå gnister. 

Kritikken går blandt andet på, at indvandringen fra de pågældende lande i høj grad skaber sociale problemer og udfordringer forbundet med integrationen. 

Steffen Larsen fra Liberal Alliance og Danmarksdemokraternes Peter Skaarup stemmer i med en kras kritik af asyltallene, der dog fortsat er meget lave, skriver Berlingske.

Samira Nawa fra Radikale Venstre er til gengæld blandt dem, der jubler over udviklingen og det faktum, at vi formår at tiltrække udenlandsk arbejdskraft til Danmark.

Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) mener ikke, at udviklingen udgør et problem.

»Jeg synes, vi har ret godt styr på det. Det betyder ikke, at der er styr på alt, men generelt synes jeg, at vi har ret godt styr på det,« fastslår han. 

Han anerkender dog, at arbejdstagernes nationalitet har betydning.