Partiformand Mette Frederiksen (S) har siden 2017 været vidende om, at det socialdemokratiske ungdomsparti, DSU, stak offentligheden en løgn og dækkede over en krænkelsessag.

Torsdag kunne B.T. afdække, at Socialdemokratiets ledelse siden 2017 har kendt til den sande årsag til DSU-formanden Lasse Quvang Rasmussens afgang i 2017.

Det skyldtes krænkelser af fem kvinder i form af befamlinger og seksuelle kommentarer. Men Mette Frederiksen har indtil i dag nægtet at kommentere, om hun kendte til sagen.

Foran folketingssalen bliver hun af den fremmødte presse tirsdag eftermiddag konfronteret med sagen.

Da formanden Lasse Rasmussen fratræder, der kendte du godt til den egentlige årsag - at han havde krænket nogle kvinder?

»Ja, og det afgørende for mig er, at DSU har handlet på de episoder, der har været. Det synes jeg, man har gjort klogt ved, at den formand, der har været involveret i det, fratrådte. Nu er der kommet en ny formand, og det er rigtig godt,« siger Mette Frederiksen.

Derefter afviste hun at tage imod flere spørgsmål og gik hurtigt væk fra pressen.

Lasse Rasmussen gik i november 2017 af som DSU-formand med en begrundelse om, at han var overbelastet. I sidste uge kom den rigtige årsag dog frem, efter at en række medier havde spurgt ind til sagen.

Socialdemokratiets ledelse kendte til krænkelser i ungdomspartiet af tidligere formand Lasse Quvang Rasmussen (tv.)
Socialdemokratiets ledelse kendte til krænkelser i ungdomspartiet af tidligere formand Lasse Quvang Rasmussen (tv.) Foto: Henning Bagger
Vis mere

Fem kvinder i ungdomspartiet havde klaget over kommentarer og befamlinger fra formanden.

Han fik et forbud mod at drikke til ungdomspartiets fester, men det kunne han angiveligt ikke overholde. Da besluttedede DSUs hovedbestyrelse med 42 medlemmer at afsætte ham.

Men offentligheden fik en anden historie.

Morgan Krüger, der i dag er forbundssekretær i DSU, serverede løgnen for pressen. Da netmediet Altinget spurgte ham, om der havde været problemer med Lasse Quvang Rasmussen, svarede han:

»Nej, det har der ikke.«

Morgen Krüger plantede i stedet historien om, at Lasse Quvang Rasmussen var overbelastet.

»Vi er rigtigt kede af det på Lasses vegne, og det er vigtigt, at han passer på sig selv,« lød det.

Ifølge den nuværende DSU-formand, Frederik Vad Nielsen, dækkede ungdomspartiet over sagen af hensyn til de krænkede kvinder.

Han fortæller desuden, at Socialdemokratiets pressechef, Mads Brandstrup, var informeret om DSUs strategi med at dække over sandheden. Ifølge Frederik Vad Nielsen havde pressechefen ingen indvendinger.

Over for B.T. vil pressechef Mads Brandstrup hverken be- eller afkræfte, om han var informeret. Han afviser dog at have godkendt strategien.

Socialdemokratiets gruppesekretær, Henrik Dam Kristensen, mener, at DSU's håndtering af sagen var i orden, selv om ungdomspolitikerne opfandt en løgn.

»Jeg synes, det er super håndteret. Lasse Quvang måtte gå af som formand, og man respekterede de unge pigers ønske om, at der ikke skulle være offentlighed om det,« sagde han torsdag.