»Jeg har ikke løftet denne ledelsesopgave godt nok.«

Sådan skriver statsminister Mette Frederiksen (S) tirsdag aften i et længere opslag på Facebook i forbindelse med den seneste tids fokus på sager om krænkelser og sexisme – hvoraf nogle har fundet sted i hendes eget parti.

Statsministeren skriver, at hele forløbet, der udsprang af et opråb fra tv-værten Sofie Linde under dette års 'Zulu Comedy Galla' – hvor hun fortalte, at en 'stor tv-kanon' for 12 år siden havde sagt, at hun skulle 'sutte hans pik', ellers ville han ødelægge hendes karriere – har ført til 'eftertanke og selvrefleksion'.

'For jeg har selv været med i Socialdemokratiet, siden jeg var ung, og kender til mange afkroge af vores parti. Det er ikke rimeligt, at det blev Sofie Linde, der satte denne proces i gang i Socialdemokratiet. Det burde jeg selv have gjort. Længere er den sådan set ikke,' skriver Mette Frederiksen i opslaget, der oprindeligt var en del af et nyhedsbrev til Socialdemokratiets medlemmer, som hun nu har valgt at dele med offentligheden.

I opslaget (som du kan se i sin fulde længde nederst i artiklen) slår hun fast, at debatten om krænkelser og sexisme er nødvendig, for misbrug af magt er 'problematisk'.

Dog må man ikke glemme 'ordentligheden', forklarer hun:

'Det gælder de kvinder, der er blevet udsat for seksuel chikane eller krænkende adfærd. Og som har måttet slås med episoderne selv. Måske endda i mange år. Og som nu – modigt – råber op. Desværre kan vi se, at nogle af dem, der stiller sig frem i vores eget parti og andre steder, mødes med hadefylde ytringer. Det går simpelthen ikke. Det er et dobbelt svigt,' skriver Mette Frederiksen.

Ordentligheden gælder imidlertid også for de personer, der nu navngives i debatten, forklarer hun.

'Der kan være forskellige opfattelser og udlægninger af konkrete episoder. De nuancer og den tvivl skal debatten også kunne rumme. Det må ikke blive tilfældet, der råder. Og der bør ikke konkluderes i personsager, før de er professionelt belyst,' skriver hun.

Debatten om krænkelser og sexisme har den seneste tid haft stor fokus – i flere brancher.

På den politiske bane trak den politiske leder for Det Radikale Venstre, Morten Østergaard, sig for nogle uger siden, efter der dukkede en sag op om, at han havde krænket et kvindeligt partimedlem, og mandag forlod overborgmesteren i København og næstformand i Socialdemokratiet, Frank Jensen, dansk politik, efter flere stod frem og fortalte om krænkelser, de havde oplevet fra hans side.

I sit opslag forklarer Mette Frederiksen, at 'fejl' dog ikke nødvendigvis bør dømme én ude af partiet:

'Det er min klare overbevisning, at mennesker kan begå fejl. Det gør mennesker gennem livet. Og man kan undskylde sin fejl og rette op. Med respekt, ærlighed og selverkendelse. Og sker det – så må vi ikke ende et sted, hvor en fejl automatisk betyder, at man derefter ikke kan være aktiv i Socialdemokratiet eller besidde tillidsposter for os,' skriver hun.

'Vi bør være et politisk fællesskab, der rummer mennesker i alle dets afskygninger. Med tilhørende fejl og fejltagelser,' tilføjer hun.

Mette Frederiksen understreger dog, at krænkende adfærd ikke tolereres:

'Uanset om det er et enkelt tilfælde eller en del af et større adfærdsmønster hos enkelte personer. Og der kan rejses sager, hvor alvoren er af en sådan kaliber, at vedkommende må trække sig fra sine eventuelle poster,' fortæller hun.