Morten Østergaards adfærd har været så grænseoverskridende over for kvinder, når han har været beruset, at Det Radikale Venstre blev nødt til at have en oppasser på ham ved festlige lejligheder.

Det skriver De Radikales folketingsmedlem Ida Auken i et langt Facebook-opslag onsdag.

'Jeg bad udtrykkeligt Sofie Carsten Nielsen om at gribe ind over for Morten Østergaard. Svaret til mig fra ledelsen dengang var, at man var begyndt at mandsopdække Morten og lægge ham i seng, når han blev for beruset. Jeg sagde, at det mente jeg ikke var godt nok,' skriver hun.

Af de tre personalesager, som ligger på Morten Østergaard, fremgår det, at hans krænkelser af kvinder har fundet sted i festligt lag med alkohol involveret.

B.T. skrev mandag, at Ida Auken i lørdags sendte en fortrolig mail til folketingsgruppen, hvor hun ville have partiledelsen til at stoppe 'fortielserne' om Morten Østergaards adfærd over for kvinder.

Men nu går hun offentligt til angreb på den nye politiske leder, Sofie Carsten Nielsen.

'Jeg er ikke i tvivl om, at Sofie Carsten Nielsen vidste, hvordan Morten Østergaard opførte sig, og valgte at dække over ham, i stedet for at tage det nødvendige opgør,' skriver Ida Auken.

Ida Auken skriver, at hun både i 2017 og 2018 gjorde Sofie Carsten Nielsen opmærksom på, at Morten Østergaard havde en upassende adfærd over for kvinder i festligt lag.

Over for B.T. benægtede Sofie Carsten Nielsen ellers i mandags, at Ida Auken havde advaret hende.

»Jeg er ikke blevet orienteret om en sag om Morten Østergaard for tre år siden,« sagde hun i et skriftligt svar.

Ida Aukens angreb mod Sofie Carsten Nielsen kommer dagen efter, at partiets hovedbestyrelse gav Sofie Carsten Nielsen fuld opbakning.

B.T. har forgæves forsøgt at få en uddybende kommentar fra Ida Auken.