Da Mette Frederiksen for en uge siden sendte et håb til danskerne om, at genåbningen af Danmark muligvis ville begynde efter påske, sagde hun samtidig, at hun nu ville inddrage de andre partier i planen for at genåbne Danmark.

Men Mette Frederiksens ord blev ikke fulgt op af handling. Tværtimod.

Folketingets øvrige partier er nemlig slet ikke blevet inddraget udformingen af planen for at åbne Danmark igen.

Ifølge B.T.s  kilder er partierne ikke blevet indkaldt til noget reelt forhandlingsmøde. Flere partiledere fik derimod et orienterende telefonopkald fra statsministeren søndag aften, efter at hun trådte ud af DR-byen, hvor hun deltog i '21 Søndag'.

Andre partiledere er ifølge B.T.s oplysninger først blev orienteret af Mette Frederiksen mandag.

Efterfølgende har Mette Frederiksen indkaldt partilederne til et virituelt møde kl. 14:30 manadg. Der er ikke lagt op til en større forhandling, men nærmere en orientering, hvor partierrne kan give deres mening til kende.

Partierne har ellers presset på for at blive inddraget i selve udarbejdelsen af planen. Men i sidste ende er beslutningen om, hvordan Danmark skal genåbnes, en afgørelse, som regeringen har truffet selv – ganske vist efter råd fra sundhedsmyndighederne.

»Det er dybt mærkeligt«

I weekenden var Dansk Folkepartis formand ude og kritisere, at han endnu ikke var indkaldt til forhandlinger i Statsministeriet.

»Vi har ikke hørt noget fra regeringen i forhold til forhandlinger om, hvordan vi kan genåbne Danmark. Og det undrer os rigtigt meget, fordi mange danskere har en forventning om, at vi løser de her ting i fællesskab i Folketinget,« sagde Kristian Thuelsen Dahl søndag til Ritzau.

»Og det er dybt mærkeligt, at vi nu i en uge efter, at Mette Frederiksen havde bebudet, at vi skulle have det, ikke har haft forhandlinger om det,« pointerer DF-formanden.

Mette Frederiksen ventes at præsentere en genåbningsplan i dag eller i morgen.

Hun har på forhånd varslet, at genåbningen bliver »stille og rolig og kontrolleret«, og at danskerne ikke skal forvente, at hverdagen bliver den samme lige foreløbig.

Søndag aften understregede Mette Frederiksen budskabet, da hun blev interviewet i '21 Søndag' på DR.

»Vores verden er forandret. Vores hverdag kommer til at være forandret.«

»Jeg ser ikke for mig på den korte bane, at alle børn kan komme i skole og på uddannelse på en og samme tid,« sagde hun.