Når Mette Frederiksen holder pressemøder i disse dage, plejer hun at varsle vidtgående tiltag i kampen mod coronavirussen – nedlukning, grænselukninger eller forsamligsforbud.

Men sådan var det ikke mandag aften. Her havde statsministeren ikke noget i ærmet, men kom blot en melding om, at Danmark sandsynligvis kan åbne stille og rolig igen efter påske.

»Hvis vi danskere i de næste to uger henover påsken fortsætter med at stå sammen og holde afstand. Og hvis tallene fortsat er stabile og fornuftige i de næste to uger, så vil regeringen begynde på en gradvis, stille og kontrolleret åbning af vores samfund igen efter påske,« sagde Mette Frederiksen.

Men hvorfor holder Mette Frederiksen et pressemøde uden at have noget konkrete med i hånden?

Lys forude for virksomhederne

En del af svaret er, at statsministeren vil sende et klart signal, der vil mane til ro på direktionsgangene og blandt de udsatte lønmodtagere.

Med en gradvis åbning efter påske vil virksomhederne kunne se en ende på krisen og vil forhåbentlig holde igen fyresedlerne imellemtiden. Det vil også mane til ro i bankerne, der har lidt tabt på at slække på kravene til nødlidende virksomheder.

Og endelig vil lønmodtagerne, der enten er sendt hjem eller frygter at blive fyret, kunne se håb forude.

»Virksomheder handler ud fra forventninger til fremtiden, og Mette Frederiksen giver nu et stærkt håb om, at økonomien kan vende igen allerede efter påske, hvis vi står det sidste igennem sammen,« siger Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet.

»Kapitalejere og virksomheder er skræmt af, hvor brutal coronakrisen har været på meget kort tid. Det er den ubekendte tidshorisont, som giver stor usikkerhed, og den usikkerhed forsøger Mette Frederiksen nu at dulme ved at melde ud allerede nu,« siger han.

De kommende dage vil vise, om statsministerens taktik virkede. Men allerede kort tid efter pressemødet, var der jubel fra både Dansk Industri og Dansk Erhverv.

»Når Mette Frederiksen nu tilkendegiver, at hun vil åbne gradvist, hvis vi alle sammen henover påsken holder os til de regler, der er, så er det positivt for erhvervslivet. Erhvervslivet brænder efter at sætte hjulene i gang, genstarte produktion, forretning og salg og tjene penge hjem til Danmark,« siger Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv, Berlingske.

Siden 9. marts er ledigheden i Danmark steget med 37.000 personer. En stigning, som ikke er set større på så kort tid siden Anden Verdenskrig. Derfor havde Mette Frederiksen også en bøn til virksomhederne om at »holde igen med fyresedlerne«.

Uroen fortsætter på aktiemarkederne

Et andet sted med uro har været aktiemarkederne. Både investorer og danske pensionsopsparere har oplevet store kursudsving, som mest har peget nedad.

Men ifølge Per Hansen vil Mette Frederiksens udmelding ikke rokke ved de danske aktier.

»Det er 20-30 år siden, at en dansk statsminister har flyttet noget på aktiemarkedet. Danmark er en af de mest globale økonomier i verden, og over halvdelen af de danske aktiver er ejet af udlandet. Så de finansielle markeder reagerer først og fremmest på coronakrisen globalt,« siger han.

Mette Frederiksen vil nu sætte sig sammen med de øvrige partiledere og lave en plan for, hvordan Danmark skal åbnes »kontrolleret og gradvist«.