Statsministeriet bekræfter, at Mette Frederiksen torsdag skal mødes med statslederne fra Israel og Østrig.

Lørdag morgen fortalte Østrigs forbundskansler, Sebastian Kurz, på Twitter, at han og Danmarks statsminister, Mette Frederiksen (S), på torsdag rejser til Israel for at møde Israels premierminister, Benjamin Netanyahu.

Lørdag eftermiddag bekræfter Statsministeriet, at Mette Frederiksen skal afsted til Israel for at tale om et fremtidigt endnu tættere samarbejde mellem de tre lande under coronakrisen.

- Vi vil blandt andet drøfte, hvordan vi kan blive mere selvforsynende med vacciner.

- Både på kort sigt i forhold til at få adgang til flere vacciner mod covid-19. Men også på længere sigt i forhold til eksempelvis genvaccination, siger Mette Frederiksen i en pressemeddelelse.

Statsministeren har tidligere rost Israel for at være meget langt fremme i forhold til at få vaccineret landets borgere.

Israel har sammen med blandt andet USA og Storbritannien været hurtigere end EU-landene til at få vaccineret sine borgere.

Israel, der har omkring ni millioner indbyggere, har tidligere udtrykt en ambition om at få vaccineret alle indbyggere på 16 år og derover i landet inden udgangen af marts.

I Danmark med knap seks millioner indbyggere, hvor de første vaccinationer blev foretaget 27. december sidste år, er ambitionen, at det skal ske omkring tre måneder senere.

- Israel er det land i verden, som er absolut længst fremme i kampen mod covid-19, når det handler om at udrulle vacciner. Israel er også interessant, når det gælder udvikling af vacciner og behandlingsmetoder.

- Derfor ser jeg frem til på mødet at få endnu mere fart på vores samarbejde og erfaringsudveksling, så vi sammen kan arbejde på at finde løsninger på områder som forskning og udvikling af nye vacciner, offentlig-private partnerskaber og vaccineproduktion, siger Mette Frederiksen.

/ritzau/