Danmark skal genåbnes fuldt og helt til maj.

Sådan lyder det fra Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, i et større interview med Politiken.

Med et coronapas i hånden skal danskerne både kunne feste i nattelivet, tage på stadion og til Roskilde Festival.

Dermed går Jakob Ellemann-Jensen markant længere, end han tidligere har gjort, hvor han overvejende fulgte den linje, som statsminister Mette Frederiksen (S) udstak for håndteringen af coronaepidemien.

Jakob Ellemann-Jensen (V). (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Jakob Ellemann-Jensen (V). (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Det er en Venstre-formand, der har lagt den frygt bag sig, der prægede foretagendet de første par måneder,« siger politisk redaktør på B.T. Henrik Qvortrup.

Han kalder Jakob Ellemann-Jensens plan for en ‘dejlig, let forståelig melding’, men det er ikke uden risiko, når lederen af blå blok pludselig går længere, end hvad statsministeren lægger op til.

»Det er en politisk risikabel melding. Han kan komme til at fremstå som en, der ikke har is i maven, og statsministeren kan argumentere for, at han mener, det er vigtigere at tækkes vælgerne end at passe på folkesundheden,« siger Henrik Qvortrup.

Han pointerer også, at meningsmålinger viser, at der er 70-75 procent af danskerne, som bakker op om regeringens coronahåndtering.

Politisk redaktør på B.T. Henrik Qvortrup ved Christiansborg, oktober 2020.
Politisk redaktør på B.T. Henrik Qvortrup ved Christiansborg, oktober 2020. Foto: Jon Wiche
Vis mere

»En del af dem er borgerlige vælgere, og dem gambler han en lille smule med.«

Dem er Jakob Ellemann-Jensen dog nødt til at satse, hvis han vil ende med gevinst, vurderer Henrik Qvortrup.

»Der er i hvert ikke noget vundet ved at give den som lydig, halvkastreret statist, der bare gør det, som Mette Frederiksen siger, han skal. Ser man politisk på det, så er det hende, der scorer hele gevinsten på det, og så står han der som en, der ikke melder ind med noget nyt.«

Samtidig har Jakob Ellemann-Jensen også timingen med sig, mener Henrik Qvortrup.

Statsminister Mette Frederiksen (S) og regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S), da statsministeren holder doorstep, efter de er blevet vist rundt i vaccinationscenteret i Øksnehallen i København, fredag den 26. februar 2021. I løbet af fredagen forventes fem tusinde københavnere vaccineret i centeret. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)
Statsminister Mette Frederiksen (S) og regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S), da statsministeren holder doorstep, efter de er blevet vist rundt i vaccinationscenteret i Øksnehallen i København, fredag den 26. februar 2021. I løbet af fredagen forventes fem tusinde københavnere vaccineret i centeret. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix) Foto: Philip Davali
Vis mere

»Stemningen blandt danskerne er en helt, helt anden end i foråret, hvor coronaen stod som en kæmpe trussel, og hvor der ingen vaccine var.«

Og noget kunne tyde på, at man i Statsministeriet ikke kun vil være dem, der taler om at passe på og lukke ned, men også gerne vil være dem, der fører taktstokken, når der skal åbnes.

I hvert fald mener Henrik Qvortrup ikke, det er tilfældigt, at Statsministeriet lørdag morgen sender en pressemeddelelse ud om, at man nu vil indlede bilaterale forhandlinger med Folketingets partier om genåbningen.

»Det er ikke hver dag, man ser en pressemeddelelse blive sendt ud lørdag morgen klokken fem minutter i ni,« siger Henrik Qvortrup og fortæller, at det virker, som om statsministeren forsøger at sætte sig på den mediedagsorden, som Jakob Ellemann-Jensen havde taget patent på.

»Hun tilbageerobrer weekendens dagsorden.«

Hele forløbet viser, at corona i højere grad er blevet politik, end det har været tidligere.

»Det er ikke bare som i foråret, hvor statsministeren sagde noget, og så bakkede alle op om det. Nu er der plads til flere udmeldinger.«