Konflikten mellem de to DF-kamphaner Morten Messerschmidt og Martin Henriksen optrappes uge for uge frem mod partiets dramatiske formandsvalg 23. januar.

I sidste uge var det Martin Henriksen, der krævede, at Messerschmidt skulle opgive sin post som næstformand i partiet, så længe Messerschmidts sag om svig med EU-midler og dokumentfalsk kører i landsretten.

Faktisk er stemningen mellem de to så anspændt, at Martin Henriksen tror, at han bliver smidt ud af partiet, hvis Messerschmidt vinder formandsopgøret.

»Jeg regner med, at man finder en måde at ekskludere mig fra partiet, hvis Morten Messerschmidt bliver formand,« sagde Henriksen i programmet 'Lippert' på TV 2 News i sidste uge.

Martin Henriksen og Peter Skaarup ved valgfesten hos DF (Dansk Folkeparti) på i Snapstinget på Christiansborg i København under Folketingsvalget 2019, onsdag den 5. juni 2019. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2019)
Martin Henriksen og Peter Skaarup ved valgfesten hos DF (Dansk Folkeparti) på i Snapstinget på Christiansborg i København under Folketingsvalget 2019, onsdag den 5. juni 2019. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2019) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Men Messerschmidt skyder nu tilbage mod Martin Henriksen.

»Jeg forstår ikke Martin Henriksens behov for hele tiden at tale konflikterne op i pressen,« siger Morten Messerschmidt til B.T.

»Op til årsmødet sagde han, at han måske ville blive ekskluderet. Det samme sagde han op til kommunalvalget, og nu siger han det igen. Jeg ved ikke, hvor han får det fra. Det står altså ikke på min liste at ekskludere Martin, hvis jeg bliver formand,« siger Morten Messerschmidt.

»Jeg tror bare, at Martin skal slappe af. For folk bliver kun ekskluderet, hvis der virkelig er en saglig grund til det,« siger DF-næstformanden.

Morten Messerschmidt er den ene af de to kandidater, som indtil videre har meldt sig som bejlere til formandsposten.

Den anden er DFs hovedbestyrelsesmedlem Merete Dea Larsen.

Martin Henriksen har været i vælten flere gange i efteråret - blandt andet da han gentagne gange kaldte partiets udlændingelinje 'for slap', hvilket fik udlændingeordfører Pia Kjærsgaard op i det røde felt.

Og da Martin Henriksen igen langede ud efter Pia Kjærsgaard, fik han sparket fra sit lønnede partijob som organisationskonsulent.

Henriksen sidder dog stadig i partiets magtfulde hovedbestyrelse, ligesom han blev valgt ind i Stevns byråd efter et pænt kommunalvalg rent personligt.

Martin Henriksen har ikke ville afskrive sig selv om mulig kandidat til formandsposten, men han står fortsat ikke på kandidatlisten.