Morten Messerschmidt er klar i spyttet:

»Vi har fejlet, og nu mærker vi konsekvensen.«

Frem mod et dramatisk formandsvalg står Dansk Folkeparti i en akut generationskrise: Oplagte arvtagere efter Kristian Thulesen Dahl findes stort set ikke.

»Man skal bare kigge på folketingsgruppen for at finde ud af, at vi slet ikke har prioriteret den unge generation. Det rammer os nu, hvor vi står foran et muligt generationsskifte i partiet,« siger Morten Messerschmidt til B.T.

Morten Messerschmidt er 41 år, men agerer alligevel yngstemanden i folketingsgruppen.

Om halvanden måned kan han blive partiets næste formand. Selvom han har en svindelsag hængende over hovedet, er han på papiret det bedste bud på en partiformand efter Kristian Thulesen Dahl – i hvert fald internt i DF.

Og dét er måske det bedste billede på, at Dansk Folkeparti står midt i en generationskrise. De unge er skubbet ud, og tilbage sidder en partitop, der blev valgt ind i Folketinget i det forrige årtusinde.

»Jeg føler mig ikke ung, men jeg er alligevel den yngste i gruppen. Og det anser jeg for et seriøst problem, fordi vi ikke har en stærk generation af unge i slutningen af 20erne og starten af 30erne, der presser de etablerede politikere med nye dagsordener og ideer,« siger Messerschmidt.

Morten Messerschmidt og DFU-formand Tobias Weische står nu sammen om at opbygge et talentproblem i DF. Foto: Jacob Crawfurd/BYRD.
Morten Messerschmidt og DFU-formand Tobias Weische står nu sammen om at opbygge et talentproblem i DF. Foto: Jacob Crawfurd/BYRD.
Vis mere

Morten Messerschmidt har meldt sig klar til formandsposten, sekunderet af 31-årige Peter Kofod som næstformandskandidat.

Som modkandidat står indtil videre kun Merete Dea Larsen, og så er det store spørgsmål, om Inger Støjberg vil være formand i DF.

Visse politiske kommentatorer har med et skævt smil påpeget, at de to bedste bud på ny DF-formand er en svindeltiltalt næstformand og en kvinde, der sidder midt i en rigsretssag og ikke engang er medlem af partiet.

»Jeg kan da godt se, at vi ikke vælter os i oplagte formandsbud,« konstaterer Messerschmidt.

Derfor bliver en af Messerschmidts største fokusområder talentudvikling – hvis han vinder formandskæderne.

Han vil lave et talentprogram for unge DFere under 30 år. En systematisk udvikling af de unge talenter, der ifølge Messerschmidt skal »helt tæt på partiets kerne på Christiansborg«.

Hvis ansvar er det, at partiet nu står og mangler unge folk til at tage over?

»Det er selvfølgelig den ledelse, der har siddet i en årrække. Men jeg vil ikke stå og sparke bagud og pege fingre. Vi må se fremad,« siger Messerschmidt.

23. januar afgøres det, hvem der bliver Dansk Folkepartis nye formand. Det sker på et ekstraordinært årsmøde i Herning. Foto: Jacob Crawfurd/BYRD
23. januar afgøres det, hvem der bliver Dansk Folkepartis nye formand. Det sker på et ekstraordinært årsmøde i Herning. Foto: Jacob Crawfurd/BYRD
Vis mere

Partiledelsens manglende fokus på de unge bliver også kritiseret fra Dansk Folkepartis Ungdom (DFU).

»Vi har mange rigtige dygtige unge, som har fået flotte kommunalvalg. Men de yngre DFere har måske ikke fået de muligheder og den talentudvikling, som det kræver,« siger DFU-formand Tobias Weische.

»Det er en opgave, som en ny ledelse må tage på sig. Ellers fornyer vi os ikke som parti,« siger han.

Ungdomspartiet bakker Morten Messerschmidt op, og det samme gør adskillige tunge folk i baglandet, hvor over 100 stillere indtil videre står bag Messerschmidt.

Men fløjene i DF er trukket hårdt op, og Messerschmidt-lejren med folk som Peter Kofod og Pia Kjærsgaard er ikke på god fod med folk som Martin Henriksen, Merete Dea Larsen, Peter Skaarup og Kristian Thulesen Dahl.

Fløjkrige, offentlige skænderier og læk til pressen har knust partiet.

»Hvis jeg bliver formand, skal den slags stoppe omgående. Det kan jeg godt skrive under på allerede nu,« siger Messerschmidt.

Den store joker i Morten Messerschmidts kabale hedder Inger Støjberg. Hun står over for en domsafsigelse i rigsretssagen på mandag. Men indtil videre har hun været fuldstændig lukket omkring et muligt comeback under DFs faner.

Morten Messerschmidt stiller op som formand til Dansk Folkepartis ekstraordinære årsmøde 23. januar Foto: Jacob Crawfurd/Byrd.
Morten Messerschmidt stiller op som formand til Dansk Folkepartis ekstraordinære årsmøde 23. januar Foto: Jacob Crawfurd/Byrd.
Vis mere

Til gengæld har Messerschmidt sagt højt og tydeligt, at han trækker sit kandidatur, hvis Inger Støjberg stiller op.

Du har vel i mange år drømt om at nå til tops og blive formand. Nu er du tættere på end nogensinde. Ville det ikke være en nedtur, hvis Støjberg bare tager din plads?

»Nej, Inger er dygtig, og jeg har tiltro til hende. Selvfølgelig går jeg også med personlige drømme, men partiet må stå over mig. Og jeg kan desuden sagtens se mig i et politisk projekt med Inger som formand,« siger han.

Så hvis ikke du bliver formand, så vil du stadig være en del af toppen i DF?

»Det må være en ny formand, som afgør, hvem der sidder i ledelsen. Men jeg har ikke planer om at være fuldtidsgøjler på Dyrehavsbakken, hvis ikke jeg skulle blive formand.«

Håber du, at Støjberg stiller op som formand?

»Jeg håber, hun vil være en del af Dansk Folkeparti. Men jeg ved som sagt ikke, hvilken position hun eventuelt ønsker. Formandsposten kræver meget, men hvis hun er klar til den opgave, stiller jeg mig bag hende,« siger Messerschmidt.