ANALYSE: Tirsdag klokken 11.30 kom den krigserklæring fra Kristian Thulesen Dahl, som mange i partiet har ventet på.

Før et gruppemøde i Dansk Folkeparti sagde den afgående formand, at Morten Messerschmidts og Peter Kofods model til et nyt formandskab er umulig.

»Formelt set kan den model ikke laves, som det er foreslået,« sagde DF-formanden med henvisning til partiets vedtægter.

Udtalelsen kan ikke tolkes som andet end et nyreslag til Morten Messerschmidt. Et bevidst forsøg om at stikke en kæp i hjulet på Messerschmidts drøm om at blive kåret som partiformand ved det ekstraordinære årsmøde 23. januar.

Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt forlader gruppemøde på Christiansborg onsdag den 18. november 2021.. (Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix)
Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt forlader gruppemøde på Christiansborg onsdag den 18. november 2021.. (Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix) Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Thulesen Dahl henviser til vedtægterne, hvor en politisk næstformand kun kan vælges blandt folketingsmedlemmerne. Og da Peter Kofod ikke sidder i folketingsgruppen, kan han ikke blive næstformand og overtage formandsposten, hvis Messerschmidt bliver dømt for svindel og dokumentfalsk i landsretten.

Modsat mener Morten Messerschmidt, at reglerne fint kan bøjes, så Peter Kofod kan overtage posten, hvis han selv skulle blive dømt i Østre Landsret.

Det vil dog kræve en vedtægtsændring eller eventuelt en dispensation i partiets hovedbestyrelse, hvor Messerschmidt-støtterne stadig er i undertal.

Partisoldaterne omkring Messerschmidt og Kofod har overtalt flere trofaste Thulesen Dahl-støtter i Midt- og Østjylland til at bakke officielt op om Messerschmidt som ny formand.

Og internt i folketingsgruppen har flere medlemmer også bekendt kulør og støtter Messerschmidt og Kofod.

Derfor har Thulesen Dahl brug for at stemple ind og pirke til Messerschmidts fremmarch.

Internt i Dansk Folkeparti har det dårlige forhold mellem Messerschmidt og Thulesen Dahl stået lysende klart i flere år.

The chairman of the Danish People's Party, Kristian Thulesen Dahl, is interviewed by the media after leaving a group meeting with Danish People's Party's members of the Parliament, at Christiansborg Castle in Copenhagen, Denmark, Wednesday Nov. 17, 2021.. (Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix)
The chairman of the Danish People's Party, Kristian Thulesen Dahl, is interviewed by the media after leaving a group meeting with Danish People's Party's members of the Parliament, at Christiansborg Castle in Copenhagen, Denmark, Wednesday Nov. 17, 2021.. (Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix) Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Thulesen Dahls eneste håb lige nu er, at Inger Støjberg ringer og siger: »Jeg vil være formand i Dansk Folkeparti, og jeg vil gerne stå på din side.«

Men DF-formandens håb er spinkelt. For det første virker det tæt på dumdristigt, hvis Støjberg vælger at flette fingre med den afgående formand frem for fraktionen omkring Messerschmidt og Kofod, som har samlet støtte i baglandet de seneste uger.

Og i virkeligheden er det tvivlsomt, om Inger Støjberg overhovedet stiller op som formand, efter der er faldet dom i rigsretssagen 13. december.

At samle et parti i tusinde stykker, hvor man hverken kender dynamikkerne eller baglandet, virker som en uoverskuelig opgave.

Derudover har Messerschmidt og Kofod haft løbende kontakt med Støjberg. Så når de melder sig klar til formandskabet på forsiden af Berlingske, er det fordi, de har en formodning om, at Støjberg ikke går efter posten.

Ellers må de nemlig lave en pinlig retræte og droppe deres kandidatur. En ydmygelse, som de to store egoer næppe vil udsætte sig selv for.