Til stor furore er Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, rejst til USA, hvor han tirsdag befandt sig i Donald Trumps politiske hovedkvarter i Florida, nemlig i Mar-a-Lago.
Det har ikke været muligt at få svar på, om han rent faktisk også har mødt Donald Trump, således som DF-formanden ønskede. Til gengæld kan B.T. nu sætte lidt ord - eller rettere billeder - på det arrangement, Messerschmidt deltog i.
For grunden til, at Messerschmidt har befundet sig i Mar-a-Lago, er nemlig, at han har været inviteret til at tale ved en konferencen afholdt af Jerusalem Prayer Breakfast. En organisation, der på sin Instagram har delt en video af, hvordan de gjorde klar til konferencen på Mar-a-Lago.
Af videoen fremgår det, at organisationen havde dækket op til USAs kommende præsident, idet han havde fået et bordkort. Du kan se et skærmbillede af dette herunder.

Men det er altså stadig ikke blevet bekræftet, hvorvidt Trump deltog eller ej. Til gengæld har Messerschmidt sagt til Jyllands-Posten, at han vil tale med den kommende præsident, hvis muligheden byder sig.
»Jerusalem Prayer Breakfast« beskriver på sin hjemmeside sig selv om en 'bedebevægelse', der er stiftet af Robert Ilatov, som er medlem af det israelske parlament, Knesset.
Turen falder sammen med det internationale spektakel, som den seneste uge har indfundet sig, efter Trump for nylig meldte ud, at han ønsker at tage kontrol over Grønland – og at han ikke vil afvise at bruge militær eller økonomisk magt.
Messerschmidt har desuden sagt til Jyllands-Posten, at han til konferencen tirsdag havde tænkt sig at tale om sikkerhedspolitik og Vestens udfordringer med de fælles fjender Iran, Kina og Rusland.
På de sociale medier har flere delt billeder fra tirsdagens arrangement i Mar-a-Lago. Her ses det, hvordan bordene er dækket med amerikanske og israelske flag, samt adskillige blomsterbuketter.
Med til arrangementet deltog - udover Messerschmidt selvfølgelig - blandt andre Ohad Tal, der er medlem af Knesset i Israel for det Religious Zionism-partiet.
Her holdt han tale, hvor han, ifølge The Times of Israel, opfordrede Donald Trump til at modsætte sig den gidselaftale mellem Israel og Hamas, der i øjeblikket arbejdes på sammen med den amerikanske regering.
Morten Messerschmidt bliver i USA nogle dage endnu, da DF-formanden også er inviteret til indsættelsen af Donald Trump som præsident, der finder sted den 20. januar.

Han er inviteret til indsættelsen, da han er formand for Dansk Folkeparti, som er en del af den nationalkonservative, europæiske sammenslutning 'Patrioterne'.
B.T. arbejder på at få en kommentar fra Dansk Folkeparti og formanden.

