Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, er rejst en smuttur til USA, hvor han vil forsøge at få sig en sludder med landets kommende præsident, Donald Trump. 

Selvom mange ser skævt til, at Messerschmidt gør sig dette forsøg, så kan hans mangeårige partifælle Pia Kjærsgaard i den grad godt forstå ham – hun ville faktisk have gjort det samme. 

»Det er altid utroligt spændende at møde en kommende præsident fra USA, uanset hvem han er. Hvilken partileder ville sige nej til det?« lyder det fra DF-veteranen til B.T. 

Morten Messerschmidt befinder sig tirsdag, skriver Jyllands-Posten, i Donald Trumps politiske hovedkvarter i Florida, nemlig Mar-a-Lago, da han skal tale til en konservativ konference.

Morten Messerschmidt (DF) befinder sig i øjeblikket i USA, hvor han skal holde tale ved en konservativ konference.
Morten Messerschmidt (DF) befinder sig i øjeblikket i USA, hvor han skal holde tale ved en konservativ konference. Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

For det har han fået heftig kritik. Til mediet kalder SFs udenrigsordfører Karsten Hønge ligefrem turen for »turismediplomati.«

Den slags giver Pia Kjærsgaard imidlertid ikke meget for. 

»Det er ikke andet end irritation og ærgrelse, tror jeg, over, at Messerschmidt pludselig befinder sig derovre, men det må de jo leve med,« siger Kjærsgaard og fortsætter:

»Han skal nok håndtere situationen ordentligt. Han kan jo hverken komme med beslutninger på Danmarks vegne om det ene eller det andet.«

Selvom Pia Kjærsgaard bestemt mener, at Donald Trump en gang imellem siger skøre ting, så fastholder hun det fornuftige i, at hendes formand vil mødes med ham. For han er jo altså, siger Pia Kjærsgaard, den kommende præsident for USA. 

Er du lidt misundelig over, at det ikke er dig, der er derovre? 

»Jeg er slet ikke i den position. Morten er formand, og det er helt klart hans opgave, og jeg forstår godt, at han tager derhen. Det er der ingen, der ikke ville,« siger en grinende Pia Kjærsgaard og tilføjer: 

»Det er jeg ikke misundelig over. Men man tænker da alligevel, 'aaarg, det ville da være fedt.'«