»Jeg bliver faktisk ked af det.«

Sådan lyder det fra Danske Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, efter det er kommet frem, at der er en overrepræsentation af personer med indvandrerbaggrund i to ud af tre grupper, regeringen har nævnt som kommende modtagere af en fødevarecheck. 

Mette Frederiksen (S) sagde i nytårstalen 1. januar, at hun gerne ser, at en kommende fødevarecheck skal gå til »jer pensionister, der ikke har store formuer i banken. Jer, som står uden arbejde. Og jer børnefamilier, der ikke har høje indkomster«.

Når børnefamilier med lav indkomst og personer på andre overførselsindkomster end folkepensionen lægges sammen, så viser tal fra den borgerlig-liberale tænketank Cepos, at 23 procent af modtagerne enten er indvandrere eller efterkommere. 

Samlet er 16 procent af alle borgere i Danmark enten indvandrere eller efterkommere, så der er altså en overrepræsentation i de to grupper.

'Det er helt forkert'
Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, mener, at den nævnte fordeling af fødevarechecken tegner billedet af en »forfejlet dansk udlændingepolitik«. 

»Vi har i snart fire år foreslået, at man sænker fødevaremomsen. Men i stedet finder regeringen nu på det her skøre nummer, hvor der igen bruges enormt mange penge på fremmede i landet,« siger han og tilføjer:

»Det er helt forkert og understreger endnu en gang, at vi har brug for en blå regering for at løse landets problemer.«

Han er dermed meget enig med Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, der opfordrer de arbejdsløse med indvandrerbaggrund til at 'lette bagdelen', så de ikke skal have en fødevarecheck. 

S-profil skyder tilbage
Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, holder fast i, at det altså er et flertal med ren dansk baggrund, der vil se frem til fødevarechecken.

»Vi er nødt til at gøre noget hurtigt for de danskere, der er mest trængt af priserne. Det er både ledige, pensionister uden store formuer og børnefamilier uden mange penge,« siger han og tilføjer:

Christian Rabjerg Madsen er politisk ordfører for Socialdemokratiet.
Christian Rabjerg Madsen er politisk ordfører for Socialdemokratiet. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

»Langt de fleste har dansk baggrund. Det skal de blå partier ikke sætte en stopper for.«

Morten Messerschmidt, hvordan skal indvandrere eller dem med indvandrerbaggrund skæres fra, hvis det er dem med lav indkomst, der ender med at få en fødevarecheck?

»Jeg synes slet ikke, vi skal have en fødevarecheck. Det gik jo også galt sidst regeringen ville uddele varmecheck. Jeg synes, vi skal halvere fødevaremomsen,« siger han.

Cepos har ud fra de givne oplysninger fra Mette Frederiksen regnet sig frem til, at fødevarechecken vil være på 2.520 kroner til hver borger, der lever op til kravene. Læs mere HER.

Du kan lytte til B.T. Valgkamp på B.T.dk, i Spotify , Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:

B.T. Valgkamp

“Look at this guy!”. Mens amerikanerne laver sjov med Lars Løkke Rasmussen, mener i hvert fald én af B.T.s politiske eksperter, at Løkkes præstation i Washington har sikret ham et genvalg. Hør deres dom i denne premiere på B.T.s spritnye politiske podcast, B.T. Valgkamp. Hver torsdag fortæller Henrik Qvortrup, Joachim B. Olsen og Emilie Jäger, hvad du skal vide om ugens største historier fra dansk politik. Og så gør de dig klogere på, hvem der bliver Danmarks næste statsminister. Vært: Simon Richard Nielsen, chefredaktør på B.T.  Gæster: Henrik Qvortrup, politisk analytiker på B.T.  Joachim B. Olsen, debatredaktør på B.T.  Emilie Jäger, politisk redaktør på B.T.  Journalist: Maria Asmine Dam og Josefine Buhl Brinckmann  Redaktør: Maria Asmine Dam Producer: Frederik Riis Jakobsen