Det fik stor opmærksomhed, da statsminister Mette Frederiksen (S) 1. januar præsenterede en kommende fødevarecheck som en hjælp til de borgere, der især er hårdt ramt af de kraftigt stigende fødevarepriser.  

Nu har den borgerlig-liberale tænketank Cepos regnet på, hvor stor fødevarechecken må forventes at blive til den enkelte borger.

Her ses statsminister Mette Frederiksen (S), da hun holdt nytårstale 1. januar.
Her ses statsminister Mette Frederiksen (S), da hun holdt nytårstale 1. januar. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Helt konkret viser beregningerne, at fødevarechecken vil være på 2.520 kroner.

SVM-Regeringen er lige nu ved at holde de første samtaler med partierne på Christiansborg om fødevarechecken og en ny moms, så det er på ingen måder sikkert, hvordan størrelsen på checken præcis bliver.

Beregningerne bygger derfor på, at Mette Frederiksen i nytårstalen sagde, at den nye fødevarecheck skal gå til »jer pensionister, der ikke har store formuer i banken. Jer, som står uden arbejde. Og jer børnefamilier, der ikke har høje indkomster«.

Og så meldte finansminister Nicolai Wammen (S) i sidste uge ud, at der samlet skal bruges 4,5 milliarder kroner på fødevarechecken.  

»Vi har set på alle pensionister og personer på overførelsesindkomst, samt børnefamilier med en indkomst på under halvdelen af medianindkomsten,« siger Niklas Praefke, der er seniorøkonom hos Cepos. 

Svarer til syv kroner ekstra om dagen
Selvom det altså på ingen måder er sikkert, at forhandlingerne ender sådan, så fødevarechecken præcis bliver 2.520 kroner, mener Niklas Praefke ikke, at beløbet vil gøre nogen særlig stor forskel. 

»En fødevarecheck på 2.500 kroner til børnefamilier med lavere indkomst, pensionister og personer på overførselsindkomst kan naturligvis opleves som et kærkomment tilskud. Men effekten er kortvarig og ændrer intet strukturelt,« siger han og tilføjer:

»Når pengene er brugt, er modtagerne tilbage i samme økonomiske situation. Set over et år svarer det til knap syv kroner ekstra om dagen.«

Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, har reageret på spørgsmålet om, hvorvidt regeringen går efter, at fødevarechecken ender på 2.520 kroner. 

Han forklarer mere generelt, at der arbejdes på en politisk aftale om at sænke momsen på mad, som alle får glade af, men det tager tid, og derfor er regeringen nødt til på kort sigt at uddele en fødevarecheck.   

»Vi er nødt til at gøre noget hurtigt for de danskere, der er mest trængt af priserne. Det er både ledige, pensionister uden store formuer og børnefamilier uden mange penge,« skriver han i en mail.