Messerschmidt i offensiven: Køber underskrifter med billig benzin
DF-formanden sænker fredag markant prisen på en tankstation, men der er ét krav til danskerne.

DF-formanden sænker fredag markant prisen på en tankstation, men der er ét krav til danskerne.

Benzinpriserne er løbet fuldstændig løbsk, mener Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, som fredag deler billigere benzin ud.
Men der er en betingelse.
For at få del i rabatten skal man skrive under på partiets borgerforslag om at sænke moms og afgifter på benzin og diesel.
Det understreger Morten Messerschmidt over for B.T.
»Man skal underskrive borgerforslaget, som vi har stillet. Det er det samme forslag, som vi har fået afvist i Folketinget. Men idéen med borgerforslaget er at lægge pres på Folketinget, så vi kan få det behandlet,« siger Morten Messerschmidt til B.T.
Borgerforslaget lægger blandt andet op til at sænke afgifterne til EUs minimumsniveau samt sænke momsen fra 25 til 15 procent.
DF-formanden møder personligt op på Go’on-tanken i Faxe, hvor man fra klokken 13 til 16 kan få den billigere benzin og diesel.
»Rigtig mange mennesker oplever, hvordan privatøkonomien er max presset. Først var det fødevarepriserne, der eksploderede. Regeringen gjorde ingenting. Nu er det så benzin- og dieselpriserne. Også her gør regeringen ingenting. Det er en skandale,« siger han.
»For man skal selvfølgelig ikke flås af staten, fordi benzinpriserne stiger.«
Benzin kommer til at koste 12,20 kroner literen mod normalt 16,59 kroner, mens diesel bliver sat ned til 13 kroner literen mod en normalpris på 16,39 kroner.
FN's klimaråd har flere gange advaret mod en galoperende klimakrise og talt om behovet for at reducere CO2-udledningen nu og her.
Men det gør ikke nævneværdigt indtryk på DF-formanden:
»Danmark udleder 0,1 procent af den menneskeskabte CO2. Når venstrefløjen vil straffe dem, der kører i bil, handler det derfor kun om symbolpolitik. Det har ingen effekt globalt,« siger han.
Det er ikke første gang, Morten Messerschmidt bruger billig benzin som politisk stunt.
Under valgkampen i marts samarbejdede Dansk Folkeparti og Go’on om at sænke priserne på benzin og diesel på kædens tankstationer i hele landet i tre timer på valgdagen.
Læs mere om det HER.