Der er ifølge flere medlemmer af Venstres ledelse bred opbakning til Jakob Ellemann-Jensens linje over for Inger Støjberg.

Det står klart efter et møde i Venstres Forretningsudvalg søndag eftermiddag. Her fortalte formanden om sin beslutning: At det er på tide at rense Venstre og slå fast, at det er et parti, der går op i lov og orden.

Han fortalte også, at det ville blive meldt ud i et interview i Jyllands-Posten søndag aften: At hvis der er grundlag for en rigsretssag mod Inger Støjberg, vil Venstre stemme for.

Kun ét medlem af forretningsudvalget ytrede ifølge B.T.s kilder, at medlemmet var uenigt med Jakob Ellemann-Jensen: nemlig Inger Støjberg selv.

»Der var bred opbakning i forretningsudvalget til Jakob Ellemann-Jensens linje,« siger Martin Damm, medlem af udvalget og borgmester i Kalundborg Kommune.

Et andet medlem af udvalget, Peter Gæmelke, siger:

»Der var stor opbakning til Jakob Ellemann-Jensens linje. At vi nu går ud og siger, at vi ønsker at få gjort Venstre og Inger Støjberg rene.«

Hvad mener du om, at Inger Støjberg på Facebook skriver, at hun var meget overrasket, og at hun ikke kendte til interviewet i Jyllands-Posten?

Inger Støjberg kommer tættere og tættere på en rigsretssag.
Inger Støjberg kommer tættere og tættere på en rigsretssag. Henning Bagger

»Hun har jo været bekendt med det. Hun har også selv deltaget i det forretningsudvalgsmøde. Hun er bekendt med, at der er en bred opbakning til det, som Jakob Ellemann-Jensen siger.«

Alligevel vælger hun at skrive det her. Hvad mener I om det i forretningsudvalget?

»Det kommer meget bag på mig. Der var en bred opbakning til den linje, som Jakob lagde i går. Han vil gerne ud og signalere, at der skal gøres rent bord både for Inger Støjberg og for Venstre,« siger Peter Gæmelke og tilføjer:

»Og Ellemann-Jensen sagde samtidig, at vi havde en god næstformand. Det mener jeg også, vi har, men så skal hun også bare bakke op om den linje, som formanden lægger.«

B.T. har uden held forsøgt at få en kommentar fra Inger Støjberg.