Regeringen vil godtage flerkoneri og såkaldte barnebrude i en ny særlov om ophold i Danmark til evakuerede fra Afghanistan.
Det skriver Jyllands-Posten på baggrund af et lovudkast, der er sendt i høring.
Da Folketingets partier blev enige om at evakuere afghanere, der havde arbejdet for Danmark, og deres nærmeste familie, fremgik det, at kun en medfølgende ægtefælle ville kunne komme med, og at ingen ægtefæller under 18 år heller ikke blev godtaget.
Aftalen skal nu laves til en særlov, og i det lovudkast, som er blevet sendt i høring, åbnes der nu for, at den del af aftalen lempes.
– Det bemærkes, at forholdene under evakueringen i Afghanistan var komplicerede, hvilket har medført, at der er eller kan være blevet evakueret udlændinge, som ikke er omfattet af den politiske aftale af 11. august 2021, herunder mere end en ægtefælle eller fast samlever samt mindreårige ægtefæller og samlevere, står der i lovudkastet.
Der står videre, at disse udlændinge på grund af omstændighederne bør kunne tildeles opholdstilladelse.
Ifølge Jyllands-Posten oplyser Udlændinge- og Integrationsministeriet, at det ikke er bekendt med, at der er blevet evakueret personer med flere ægtefæller eller mindreårige ægtefæller.
Der er dog en afdød mand, hvis to koner er blevet evakueret.
Der er endnu ikke et endeligt overblik over de 1000 evakuerede, oplyser ministeriet til avisen.
Udlændinge- og Integrationsminister Mattias Tesfaye (S) siger i et skriftligt svar til avisen, at tvangsægteskaber med mindreårige middelalderagtige fænomener, som regeringen ikke kommer til at acceptere.
– Hvis myndighederne opdager afghanere, der er udsat for den slags, skal vi selvfølgelig ikke afskære dem fra opholdstilladelse med risiko for, at de bliver udsendt.
– De er jo ofre. Så må vi sikre, at de får deres frihed, og at de sociale myndigheder om nødvendigt står klar, siger han videre i det skriftlige svar.
Venstre og Konservative, der begge var med i aftalen, der sørgede for at afghanere kunne evakueres, er ikke glade for den nye udvikling.
Morten Dahlin, der er integrationsordfører, kalder det aftalebrud og siger, at han har sendt en mail til ministeriet, hvori han beder dem ændre loven.
Konservatives udlændingeordfører Marcus Knuth siger, at han ikke synes, at man skal begynde at »snige barnebrude ind ad bagdøren« i et lovforslag.
/ritzau/



