Hvis Martin Henriksen mod forventning skulle vinde formandskabet i Dansk Folkeparti, vil han lægge en langt mere konsekvent linje, når det kommer til at få styr på partiet.

Han afviser således ikke, at uromagere og »dissidenter« vil blive ekskluderet fra partiet, hvis man lufter sin kritik offentligt.

»Hvis jeg bliver formand, så skal intern uro og ballade slås ned og håndteres, inden det vokser sig for stort,« siger DF-formandskandidaten og tilføjer, at partiet har brug for en formand, »der kan sige fra«.

Han peger på, at partiet førhen – særligt under Pia Kjærsgaards ledelse – langt mere håndfast slog ned på ballademagere.

»Efter formandsvalget – skulle jeg stå som vinder – skal vi ikke stå i en situation, hvor der kommer hævnaktioner eller bliver lagt benspænd ud,« siger Martin Henriksen.

»Vi skal se fremad, men man skal også være en holdspiller og vise, at man vil partiet det bedste.«

Dansk Folkeparti har siden katastrofevalget i 2019 oplevet massiv intern uro, der er brudt ud i lys lue, i takt med de stadig dårligere meningsmålinger har holdt sig under det dårlige valgresultat.

Det har blandt andet ført til endeløse læk til pressen fra interne møder, og det er især den slags »partiskadelig virksomhed«, som ifølge Henriksen må og skal stoppe.

Martin Henriksen stiller op som formand for Dansk Folkeparti ved partiets ekstraordinære årsmøde 23. januar.
Martin Henriksen stiller op som formand for Dansk Folkeparti ved partiets ekstraordinære årsmøde 23. januar. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Det er ikke alle, der har levet op til det ideal,« siger han uden at ville uddybe, hvem han specifikt henviser til i partiet.

»Men det har været en fejl, at der ikke er blevet grebet ind,« tilføjer han om den nuværende ledelses kurs.

»Hvis der er nogen, der åbenlyst modarbejder, så forbeholder jeg mig retten som formand til at gøre noget ved det prompte,« siger Martin Henriksen.

Så med dig for bordenden er det skik følge eller land fly?

»Ja, det kan det meget vel være. Vi skal have håndteret intern uro, inden det vokser sig for stort.«

»Nu ved folk, at der kommer en konsekvent ledelsesstil, og det bør vel afskrække dissidens,« tilføjer formandskandidaten.

Tiden under Kristian Thulesen Dahl har dog ikke været helt uden konsekvenser over for partimedlemmer, der udtalte sig kritisk om ledelsen.

Det mærkede Martin Henriksen selv, da han blev fyret fra sit job som konsulent i partiets sekretariat på Christiansborg kort før kommunalvalget i november.

Det skete efter kritiske kommentarer om partistifter Pia Kjærsgaard i et interview med TV 2 Øst under valgkampen.

Har du ikke selv skabt intern uro med dine kommentarer i medierne?

»Det kan man jo diskutere herfra til evigheden. Jeg reagerede på ting, der blev sendt mod mig fra andre. Det er den vej rundt.«

»At jeg så bliver fyret, fordi jeg siger, at jeg ikke er i politik for at gøre Pia (Kjærsgaard, red.) tilfreds, det er så, hvad det er,« siger Martin Henriksen.

Så du det sådan, at nogen prøvede at komme af med dig?

»Det er hævet over enhver tvivl,« siger han kortfattet.

»Det var jo en uskyldig bemærkning, der gjorde udslaget.«

Dansk Folkeparti vælger ny formand søndag 23. januar ved et ekstraordinært årsmøde i Herning.