Finn Andersen, der er blevet identificeret som Falcks marionet og bestyrer for Facebook-siden 'Nej til ambulancekaos', nægter at være blevet spændt for en vogn.

I et længere opslag på sin egen Facebook-profil skriver Finn Andersen, at han har fået hjælp af et 'PR firma' og af Falck til oprettelsen af 'Nej til ambulancekaos', men han mener ikke selv, han er blevet brugt som en marionet.

'Men at jeg skulle være spændt for en vogn, drevet af Falck og et PR firma kan jeg slet ikke genkende,' skriver Finn Andersen, der erkender at have fået hjælp på et punkt: oprettelsen af siden.

Han er dog - skriver han - overrasket, skuffet og krænket over, at pr-firmaet, som siden er blevet kendt som kommunikationsbureauet Advice, og folk fra Falcks ledelse valgte at beholde det fælles login til siden.

'På min forespørgsel om oprettelse af facebooksiden holdes to møder. Jeg får hjælp til teknisk oprettelse og drift af siden,' skriver Finn Andersen og uddyber:

'Det kræver over disse to møder et fælles log in. Derefter er jeg af den klare opfattelse, at jeg alene er administrator af siden, altså at kun jeg har log in. At man fra PR firma og ledelses side vælger at beholde log in, kommer i den grad bag på mig, og jeg finder det skuffende og krænkende.'

Han skriver yderligere, at han ikke er bekendt med, at 'ledelsen' og pr-firmaet skulle have udnyttet deres adgang til 'Nej til ambulancekaos'.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Finn Andersen. Det har ikke været muligt. I stedet har B.T. talt med hans hustru Gitte Andersen. Hun fortæller, at både hun og manden er forvirrede over sagen.

Ikke mindst er de forvirrede over, at man i en rapport fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som kickstartede hele sagen, kan læse, at Falck og Advice ofte slår ting op på Facebook-siden og at forløbet med ambassadøren, som Finn Andersen beskrives, går godt.

»Vi har ikke været orienteret om, at de (Advice og Falck, red.) har slået noget op på siden. Og vi kan ikke finde hoved og hale i det her - vi er meget forvirrede,« siger Gitte Andersen, som ellers henviser til mandens Facebook-opslag.

I netop opslaget på det sociale medie slår Finn Andersen fast, at siden, som var en 'debatside', var drevet af 'brændstof' fra virkeligheden, som han så den.

'Jeg mener selv, at jeg er et pragmatisk menneske, men jeg er også 100% loyal overfor min arbejdsgiver, Falck. De har givet mig den bedste uddannelse, de største oplevelser og det bedste arbejdsliv, jeg kunne forstille mig,' skriver han videre og uddyber:

'At man i løbet af livet så møder mennesker, der misbruger ens tillid, ja, det er desværre også en del af livet.'

Den fulde opdatering kan ses herunder.

Finn Andersen på Facebook.
Finn Andersen på Facebook. Jeppe Elkjær Andersen

Hele sagen om Falcks ageren i forbindelse med den hollandske konkurrent Bios' indtog i Danmark begyndte for alvor at rulle, da Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i sidste uge udkom med en rapport.

Den skitserede forløbet i sagen, hvor Falck med hjælp fra blandt andet Advice forsøgt at presse Bios ud af det danske marked.