»Vi bliver simpelthen kimet ned lige nu. Der må og skal gøres noget nu.«

Hos Ældre Sagen er der lige nu mere end almindeligt travlt ved telefonerne. Det vælter nemlig ind med henvendelser fra ældre danskere, der er er bekymrede for, om de kan få pengene til at slå til i takt med de stigende forbrugerpriser.

»Vi taler om en regulær telefonstorm. Der sidder langt flere mennesker derude, som er utrygge og meget bekymrede for deres økonomi lige nu, end de fleste nok forestiller sig,« siger Bjarne Hastrup, direktør i Ældre Sagen.

Derfor sender han nu et »decideret nødråb« til regeringen.

I et brev til beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard foreslår Bjarne Hastrup, at man laver en ekstraordinær regulering af folkepensionen og andre forsørgelsesydelser som førtidspension på i alt 3,5 procent.

På den måde vil en enlig folkepensionist uden anden indtægt få i alt 6500 kroner mere om året at gøre godt med.

B.T. har de sidste dage blandt andet fortalt om folkepensionisten Jan Brems, som er en af de ældre danskere, der de seneste måneder har fået sværere ed at få pengene til at række.

Det er historier som Jan Brems', som ifølge Bjarne Hastrup viser, at prisstigninger rammer de ældre ekstra hårdt.

Statsminister Mette Frederiksen afholder doorstep pressemødet efter spørgetime i Folketingssalen, på Christiansborg tirsdag den 22. marts 2022.
Statsminister Mette Frederiksen afholder doorstep pressemødet efter spørgetime i Folketingssalen, på Christiansborg tirsdag den 22. marts 2022. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Folkepensionen og andre overførselsindkomster reguleres nemlig normalt på baggrund af lønudviklingen i samfundet to år tidligere. Derfor kan det mærkes i hverdagen, når forbrugerpriserne pludselig stiger med rekordfart.

I december var Bjarne Hastrup til et møde i Folketingets beskæftigelsesudvalg, hvor han gjorde det klart over for politikerne, at han var stærkt bekymret for, at den stigende inflation ville ramme ældre og svage meget hårdt.

»På det tidspunkt var inflationen på 3,8 procent. Nu er den på næsten fem, og intet er sket,« siger Bjarne Hastrup.

Ældre Sagen vurderer, at deres forslag om en regulering af forsørgelsesydelserne vil koste 5,4 mia. kroner.

Mette Frederiksen (S) og Bjarne Hastrup administrerende direktør i Ældre Sagen inden debat om sundhed, ældrepleje og værdig tilbagetrækning hos Ældre Sagen i København onsdag den 6. februar 2019.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Mette Frederiksen (S) og Bjarne Hastrup administrerende direktør i Ældre Sagen inden debat om sundhed, ældrepleje og værdig tilbagetrækning hos Ældre Sagen i København onsdag den 6. februar 2019.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Det er der med det generelle overskud på statens finanser udmærket råd til, mener Bjarne Hastrup. Samtidig foreslår han, at den ekstraordinære regulering kan kombineres med en afdæmpet regulering i de kommende år.

»Hvis regeringen vil holde hånden under velfærden, som de hele tiden taler om, er tiden til det nu. Regeringen har voldsomt nedprioriteret ældreområdet. De gør absolut ingenting før vi råber op i pressen. Så det gør vi nu,« siger Bjarne Hastrup.

Statsminister Mette Frederiksen sagde efter spørgetimen i Folketinget tirsdag, at de ældre kunne henvende sig til deres kommune for at få hjælp til varmeregningen.

»Det er katastrofalt, at Mette Frederiksen siger dét. Hun er simpelthen for langt væk fra virkeligheden. Tænk, hvis 300.000 ældre hver især skulle ned på kommunen for at søge. Det er er jo absurd og ekstremt bureaukratisk,« siger Bjarne Hastrup.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard skriver i en mail til B.T., at han »sætter stor pris på, at Ældre Sagen engagerer sig og kommer med løsningsforslag på en vanskelig situation.«

Han henviser ligesom Mette Frederiksen til, at de ældre kan søge om varmehjælp hos kommunen.

»Jeg forstår godt, at der kan sidde danskere derude og være nervøse for, om de kan betale deres næste regning. Det tager vi selvfølgelig meget seriøst i regeringen,« skriver ministeren.