»Det er fuldstændig hul i hovedet.«

Kritikken hagler ned over sundhedsminister Magnus Heunicke, som nu skal stå skoleret på et samråd i Folketinget. Det sker, efter B.T. fredag skrev, at Sundhedsministeriet for bare tre uger siden afviste mellem 100.000 og 200.000 daglige pcr-test, selvom manglen på test er massiv.

»Det er en skandale. Der er simpelthen ikke nogen undskyldning for at affeje private udbydere af test, når vi står og mangler pcr-test i lange baner,« siger Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen, der nu indkalder Magnus Heunicke i samråd om sagen.

De seneste uger har Danmark manglet pcr-test til at teste for covid-19. Alligevel afviste Sundhedsministeriet og Statens Serum Institut (SSI) 18. november den danske virksomhed PentaBase, som tilbød 100.000-200.000 daglige pcr-test.

Martin Geertsen (V) ankommer til møde i Sundhedsministeriet. Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) mødes med partiledere i Sundhedsministeriet for at drøfte vacciner og vaccinationskalenderen. Vaccinationskalenderen er ikke blevet opdateret siden midten af april, og myndighederne ventes også måske i denne uge at komme med en melding om vaccinen fra Johnson & Johnson.. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix)
Martin Geertsen (V) ankommer til møde i Sundhedsministeriet. Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) mødes med partiledere i Sundhedsministeriet for at drøfte vacciner og vaccinationskalenderen. Vaccinationskalenderen er ikke blevet opdateret siden midten af april, og myndighederne ventes også måske i denne uge at komme med en melding om vaccinen fra Johnson & Johnson.. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix) Emil Helms

Det fremgår af en mail, som B.T. har indsigt i. 25. november gentog PentaBase tilbuddet, men her affejede SSI den private testudbyder.

»Det er simpelthen så dumt, at danskerne skal stå i lange køer eller vente fem dage på en tid til pcr-test, blot fordi regeringen ikke vil lukke private testudbydere ind i varmen. Det er virkelig for dårligt,« siger Liselott Blixt, sundhedsordfører hos Dansk Folkeparti.

Coronasmitten er steget kraftigt henover den seneste måned, og allerede i november, hvor Sundhedsministeriet afviste de ekstra pcr-test, sagde flere eksperter, at vi hurtigt kom til at mangle testkapacitet.

»Det er åbenlyst, at smitten kan sprede sig unødigt meget, når folk ikke kan få en pcr-test i tide. Det er regeringens ansvar, når den afviser private aktører,« siger Martin Geertsen.

I mangel på pcr-test har myndighederne meldt ud, at danskerne må tage kviktest i stedet for. De er dog væsentlig mere usikre og fanger ikke nær så mange positive coronatilfælde.

Magnus Heunicke er ramt af covid-19 og kan derfor ikke stille op til interview.

Men i et skriftligt svar oplyser Sundhedsministeriet, at man nu omsider er i dialog med private testudbydere for at komme den store testmangel til livs.

»TestCenter Danmark ved Statens Serum Institut undersøger mulighederne for at anvende private udbydere af pcr-kapacitet og er i den forbindelse i kontakt med blandt andet PentaBase,« skriver ministeriet.