I maj 2023 stod det klart, at Morten Andersen var færdig som borgmester i Nordfyns Kommune, fordi han havde kysset en kvindelig medarbejder til julefrokosten året forinden.

Men efter en pause fra det politiske hverv, gør Morten Andersen nu comeback.

I et opslag på Facebook skriver han, at han har fået »utrolig mange« opfordringer til at stille op igen, og det har han nu besluttet sig for at gøre.

Og torsdag aften blev han opstillet som kandidat til kommunalbestyrelsen for Venstre til det kommende kommunalvalg.

Morten Andersen har dog ikke tænkt sig at kæmpe for at blive borgmester i den kommune, han forlod for godt tre år siden.

»Nogle vil helt sikkert stille spørgsmålet: 'Går du så efter borgmesterposten igen?' Til det spørgsmål er det klare svar, at det gør jeg IKKE,« skriver Venstre-politikeren og fortsætter:

»Venstre har helt naturligt peget på den siddende borgmester, Mette Landtved-Holm. Det valg bakker jeg fuldt op omkring, og jeg vil gøre mit til, at Mette Landtved-Holm også er borgmester efter valget.«

Da Morten Andersen i maj 2023 måtte gå af som borgmester i Nordfyns Kommune, fortalte han i et interview med B.T., at han ikke kunne huske kysseepisoden, der kostede ham jobbet.

»Jeg erindrer ikke, at jeg har kysset den kvinde,« lød det blandt andet.

Men ifølge Fyens Stiftstidende udtrykte et enigt økonomiudvalg i en beslutning mistillid til Morten Andersen, og dermed var han fortid som borgmester.